Optiker: Færre vil miste synet, hvis øjenlæge og optiker samarbejder

Af Bjarne Hansen
Pensioneret optiker, fhv. formand, Landssammenslutningen af Urmagere og Optikere

Øjenforeningens synskonference giver mig anledning til at komme med forslag til, hvordan et bedre samarbejde mellem optikere og øjenlæger kan medvirke til at undgå unødige synstab i Danmark.

Det virker, som om Øjenforeningen overser optikerens rolle i synsplejen. 

Fremsynede øjenlæger, optikere og politikere så allerede i 1980érne, at forskning og et bedre samarbejde mellem netop optikere og øjenlæger var nøglen til at forbedre synsplejen i Danmark. Det førte som det første resultat til dannelse af foreningen "Værn om Synet". 

Næsten den samme gruppe fagpersoner lagde et grundigt forarbejde til, at optikeren blev en autoriseret sundhedsperson i 1994.

Allerede dengang blev det antaget, at 95 procent af alle synsprøver i Danmark blev foretaget af optikere. Derfor var og er optikeren forposten i synsplejen i Danmark. 

Tidlig opsporing
Inden autorisationen blev vedtaget, var der et langt forløb, hvor der var store diskussioner om netop arbejdsfordelingen mellem øjenlæger og optikere. Samarbejdet og dermed arbejdsdelingen er klart defineret i "Bekendtgørelse om optikervirksomhed" under:

"Samarbejde med lægen: §3. Personer med pludseligt opståede synsnedsættelser, synsfeltsdefekter, skelen, dobbeltsyn eller vedvarende synsproblemer, skal altid henvises til læge."

Forskningen har medført, at det nu er muligt at behandle mange synstruende sygdomme, bare de opdages i tide. Så må et samarbejde mellem optikere og øjenlæger sikre, at patienterne kan komme hurtigt i behandling.

Optikere er uddannede til at undersøge hele synsfunktionen, og optikeren skal henvise til læge (øjenlæge), når noget i synsfunktionen afviger fra det normale. Og optikeren kan også i de fleste tilfælde vurdere, om der er behov for en akuttid hos den praktiserende øjenlæge.

Netop det med akuttider er aktualiseret med nye behandlingsmetoder til våd AMD, men det gælder også, hvor et fremskredet synstab er kommet snigende som ved grøn stær og hjernesvulster, der trykker på synsnerven. Alt sammen noget, optikeren bør opdage ved en almindelig synsundersøgelse.

Problemet i tidlig opsporing ligger ikke i hverken synsnedsættelser eller dobbeltsyn. Begge dele konstaterer personen selv, og de fleste reagerer hurtigt på det.

Problemet ligger i synsfeltdefekter, dem opdager personen selv (for) sent i forløbet. Derfor er det vigtigt at opdage snigende synstab forårsaget af grøn stær og hjernesvulster, der trykker på synsnerven, på så tidligt et tidspunkt som muligt.

Samarbejdet skal fungere
Optikeren kan opdage selv meget små synsfeltdefekter ved en synsfeltundersøgelse. Denne undersøgelse er desværre meget overset ved både optikere, øjenlæger og for den sags skyld alment praktiserende læger. Men undersøgelsen er nødvendig for at leve op til aftalen om samarbejde med lægen, jævnfør ovenstående bekendtgørelse §3.

Til gengæld er det blevet populært hos mange optikere at foretage fundusfotografering og måle øjentryk. Disse apparater kan ikke erstatte en synsfeltundersøgelse. Og det er åbenbart også her, problemet ligger med de mange overflødige henvisninger og unødigt tidsforbrug hos øjenlægen.

Som udgangspunkt er både vurdering af fundus og øjentryk øjenlægearbejde.

Når optikere lever op til ansvaret med at henvise til øjenlæge som påkrævet, og det sker med en professionel henvisning, har øjenlægen alle muligheder for at lave en sortering, så de patienter, der skal behandles akut, kommer først i køen.

Omvendt kan øjenlægen, hvis der er lang ventetid på en konsultation, henvise patienten til at starte hos optikeren og lade optikeren vurdere, om der er behov for en akuttid.

Det er måske en opgave for Øjenforeningen og politikerne at sikre, at netop samarbejdet mellem optikere og privat praktiserende øjenlæger fungerer. Og at der er konsekvens, når det ikke fungerer. Det bør ikke accepteres, hvis det første led i synsplejen ikke fungerer.

debat@altinget.dk