Nye regler kan skade sundhedsinnovation

DEBAT: Nye regler for samarbejde mellem industri og sundhedspersoner risikerer at forsinke udviklingen af ny teknologi, skriver direktør i Medicoindustrien Peter Huntley.

Af Peter Huntley
Direktør i Medicoindustrien
 
Vi får snart nye regler, der skal sikre, at samarbejde mellem læger, sygeplejersker, apotekere og medico- og lægemiddelindustrien sker i åbenhed. Samtidig sætter reglerne også klare grænser for, hvilke former for samarbejde, der er lovlige, og hvilke, der ikke er.
 
Brugerne af det danske sundhedssystem skal trygt kunne stole på, at et samarbejde mellem en læge og en virksomhed udelukkende sker med fokus på at skabe den bedste behandling for patienten.
 
Reglerne har til formål at sikre et fortsat frugtbart samarbejde mellem industri og sundhedspersoner. Det lever formuleringen af reglerne stort set op til, for der er en lille detalje, der kan få store konsekvenser for sundhedsvæsen, patienter og medicovirksomheder.
 
Reglerne skelner i deres nuværende formulering mellem samarbejde, der består i "rådgivning", og samarbejde, der består i "forskning og undervisning". Hvis man samarbejder om "forskning og undervisning", skal sundhedspersonalet registrere det hos sundhedsstyrelsen og kan derefter gå i gang uden forsinkelser. Hvis samarbejdet derimod har rådgivningskarakter, skal der ansøges om tilladelse - en proces, der kan tage mange uger.
 
Problemet er, at brugen af ordet "forskning" stammer fra lægemiddeludvikling.
 
Definitionerne skal på plads
Under udvikling af lægemidler indgår egentlig forskning, mens udvikling af medicinsk udstyr er kendetegnet ved, at læger og sygeplejersker i det helt tidlige udviklingsforløb er involveret i en række tests, der næppe kan betegnes som forskning i ordets egentlige forstand. Første senere i udviklingsprocessen foretages egentlig klinisk afprøvning.
 
Hvis ikke vi tilpasser definitionen af forskning til virkeligheden inden for medicobranchen, vil vi temmelig sandsynligt se et markant fald i samarbejder og en forsinkelse i udviklingen af nye produkter.
 
Medicobranchen leverer stort set alle de produkter, der omgiver patienten i et behandlingsforløb, som ikke er medicin. Vi udvikler og producerer alt fra kanyler til scannere og kunstige hjerteklapper. Medicoprodukter har revolutioneret behandlingen af sygdomme og indgreb med livreddende og livsforbedrende effekt hos mennesker verden over.
 
Grunden til, at det kan lade sig gøre, er, at medicoindustrien altid har haft et tæt samarbejde med det sundhedspersonale, der skal bruge udstyret. Kun på den måde sikrer vi, at produkterne virker optimalt og sikkert for patienterne.
 
De nye regler er en forbedring af åbenheden om samarbejdet. Det er nu op til politikerne i arbejdet med bekendtgørelsen og vejledningen at tage højde for naturen af samarbejdet inden for medicobranchen, så samarbejdet styrkes og ikke kvæles.

Forrige artikel Pas (godt på) dig selv, kroniker Pas (godt på) dig selv, kroniker Næste artikel Samling vil styrke psykiatrien Samling vil styrke psykiatrien
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.