Michael J. Fox støtter endnu engang AU-forskere

NOTE: For anden gang i år modtager parkinson-forskere fra Aarhus Universitet en donation fra Michael J. Fox-fonden.

Den Neurodegenerative Forskninggruppe ved Aarhus Universitet, som ledes af professor Poul Henning Jensen, har netop modtaget en donation gennem Michael J. Fox-fondens nye "Hurtig Respons Innovations-initiativ".

Målet med fondens nye initiativ er med mindre end en måneds varsel at donere op til 75.000 dollars til uopfordrede ansøgninger, som findes af særlig betydning for udforskningen af Parkinson's sygdom.

Ny teknik på AU
På Aarhus Universitet skal pengene bruges på at identificere de mål i cellerne, som særlig rammes ved Parkinson's sygdom.

Formålet med arbejdet, som er planlagt til et år, er at udforske mulighederne for at lave nervecellebeskyttende medicin.

Arbejdet er blevet muligt med en ny teknik, som er udviklet i Den Neurodegenerative Forskninggruppe af en specialestuderende Cristine Olesen.

Cristine Olesen er Elite-civilingeniørstuderende ved Aalborg Universitet, men har gennemført sit specialearbejde på Aarhus Universitet og får nu mulighed for ved Aarhus Universitet at arbejde videre med projektet, når hun afslutter sin civilingeniøruddannelse.

Login