Medicoindustrien: Business cases sikrer nødvendigt paradigmeskift

DEBAT: Sundhedsvæsenets udfordringer kalder på et paradigmeskrift. Et skift, som hverken politikere eller offentlige organisationer vil kaste sig ud i uden business cases, skriver Peter Huntley, direktør i Medicoindustrien.

Af Peter Huntley
Direktør i Medicoindustrien

Det kan siges meget kort.

Sundhedsvæsenets udfordringer kalder på paradigmeskifter i behandlingstraditionen og sådanne gennemføres ikke (forsvarligt) uden business cases.

Paradigmeskift kan ikke gennemføres i offentligt udbud, fordi den form tager afsæt i driftsøkonomiske kalkuler. Desværre ofte kalkuler af produkternes indkøbspris. Forhåbentlig kommer vi i fremtiden i højere grad til at tage udgangspunkt i produkters kalkulerede værdi for hele behandlingen, de indgår i.

Paradigmeskift fordrer ofte en beslutning eller en strategi for en flerårig periode, der ofte går videre end udbudsperioden. Det kan være en flerårig totaløkonomisk driftskalkule, som eventuelt kan rumme initialinvesteringer. Paradigmeskiftet skal bygge på en beslutning om, at det er en konkret vej, man ønsker at gå.

Alternativer skal på bordet
Paradigmeskift skal dog altid bygge på business cases, der afdækker omkostninger, besparelser, patientfordele og behandlingssikkerhed. Der skal med andre ord foreligge en MTV (Medicinsk Teknologi Vurdering) for de mulige alternativer, man har. MTV kan ikke altid beregnes med fuld evidens, men så må man klare sig med den evidens, der er mulig.

Telemedicin er et godt eksempel på et paradigmeskift, som ikke kan besluttes på grundlag af et udbud, men hvor valget må tages på grundlag af en MTV. Politisk må man afgøre, hvilken tidshorisont, der bør anlægges til at vurdere alternativets værdiskabelse.

Telemedicin er en lille delmængde af sundhedsdigitalisering. Digitalisering udgør ifølge eksperter et uudnyttet potentiale til effektivisering og kvalitetsudvikling i sundhedssektoren. Business cases – eller MTV’er – må indgå som politisk støtte til en beslutning om, hvorvidt sundhedsvæsenet skal baseres på en højere grad af digitalisering.

Intet paradigmeskift uden business cases
Hvor kan digitalisering skabe merværdi, hvilken form for merværdi, hvilken investering, kompetenceudvikling og sidst men ikke mindst hvilken form for driftsøkonomi?

Uden en sundhedsøkonomisk totalbetragtning – en business case om man vil – er det utopi, at nogen politiker eller offentlig driftsorganisation vil kaste sig ud i paradigmeskift. Spørgsmålet er så, hvordan vi indretter MTV’er så de hensigtsmæssigt og troværdigt yder støtte som beslutningsværktøj – uden at MTV’er udarter til omfattende udredninger, som nærmer sig grundforskning.

Medicoindustrien har et godt bud på, hvordan en MTV-skabelon kan se ud. Den er vi for tiden i dialog med Danske Regioner om.

Forrige artikel Psykologer: Giv støtte til de demens-pårørende Psykologer: Giv støtte til de demens-pårørende Næste artikel Ergo- og fysioterapeuter: Psykiatrien to år efter Ergo- og fysioterapeuter: Psykiatrien to år efter
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.