Under den tidligere S-regering stod statskassen pivåben for udgifter til sundhedsvæsenet. Det skete som følge af de lange ventelister, der opstod som resultat af coronakrisen og sygeplejerske-konflikten.
Blot der stod noget med afvikling af ventelister, kunne regionerne sende regningen ind til Finansministeriet, som stod klar med en check. Uden yderligere modkrav. Men ventelisterne er der stadig, og sundhedsvæsnet er ikke blevet mere robust – snarere tværtimod.
Nu er den nye regering så klar med en ny pengekasse. En akutpakke, som beløber sig til 800 millioner kroner i 2023 og en milliard kroner i 2024. En stille bøn i disse bededags-tider kunne være, at man ikke uden videre hælder yderligere milliarder ind i et system, som helt åbenlyst ikke fungerer i nærheden af optimalt.
Nye milliarder bør gå hånd i hånd med helt konkrete incitamenter og krav, som har som isoleret formål at føre til kortere ventelister og et mere robust sundhedsvæsen. Stil med andre ord krav til regionerne om, at der skal ske noget (nyt), hvis man skal have del i de mange nye penge.
Man kunne etablere en moderne ”Løkke-pose”, hvor afdelinger og hospitaler bliver belønnet økonomisk, hvis man formår at nedbringe ventetider og forkorte ventelister.
Det vil uden tvivl skabe en voldsom diskussion om baseline, forskellige forudsætninger og sikkert meget andet. Men når man tidligere har kunnet indrette et system, som belønnede øget aktivitet i sundhedsvæsenet, kan det nok også lade sig gøre at belønne for kortere ventelister.
Økonomiske incitamenter
Der er behov for en yderligere styrkelse af den del af sundhedsvæsenet, som ligger uden for sygehusene. Netop med henblik på at aflaste sygehusene. Derfor kan man overveje med økonomiske midler at tilskynde til, at mere behandling foregår hos de praktiserende læger, i kommunerne, via hjemmebehandling eller for den sags skyld i den private del af sundhedsvæsenet.
Rundt omkring i det danske sundhedsvæsen findes der mange gode eksempler på arbejdskraftbesparende teknologi. Problemet er bare, at den megen innovation for sjældent bliver løftet fra den enkelte afdeling op til gavn for resten af sundhedsvæsnet.
Incitamentet er der simpelthen ikke i den nuværende struktur, hvor de enkelte regioner groft sagt har en tendens til at opfinde deres egne dybe tallerkner.
Der er behov for stærkere økonomiske incitamenter, som kan opskalere anvendelsen af arbejdskraftbesparende teknologi. Og i samme boldgade et behov for en større satsning på personlig medicin, som kan tilpasses den enkelte patient og betyder mindre unødig behandling med færre bivirkninger. Og dermed også med potentiale til at begrænse belastningen af sundhedsvæsenet.
{{toplink}}
Medierne bringer fra tid til anden eksempler på, at man rundt om i sundhedsvæsnet har løst arbejdskraftudfordringen ved at nedbryde faggrænser og tænke på nye måder. Det er super godt. Det er bare for lidt og for sporadisk. Opstil nogle skarpe kriterier for nedbrydning af faggrænser på specifikke områder og tilskynd til, at det sker – ved hjælp af økonomiske incitamenter.
Der er sikkert mange andre gode idéer til anvendelsen af de mange nye milliarder. Det er vigtigste er imidlertid, at udbetalingen er uløseligt forbundet med langt skrappere krav til anvendelsen og effekten af pengene. Regeringen og regionerne bør ikke blot tænke i at lappe huller her og nu, men også i en strategisk langsigtet robustgørelse af sundhedsvæsnet.
debat@altinget.dk
Selveje Danmark: Strukturkommissionen må ikke glemme psykiatrien
Tidligere ansatte i Medicinrådet: Rådet er ikke bedre end de rammer og mandater, det bliver givet
