Læger uden sponsor: Sæt lås på svingdøren mellem embedsværket og industrien

Af Kristine Rasmussen Hone, Victor Hvingelby og Benny Ehrenreich
Medlemmer, Læger uden sponsor

Når Lægemiddelstyrelsens chef, Thomas Senderovitz, uden videre kan tage turen igennem svingdøren fra Lægemiddelstyrelsen og over til Novo Nordisk, er det problematisk.

Sundhedsmyndighederne arbejder primært til fordel for patienterne. Når medicinalvirksomheder og andre institutioner, hvis primære interesse ikke er patienterne, får eksklusiv adgang til embedsværket og myndighedsmaskineriet, sker der derfor en forskydning af interesser fra patienterne og over mod industriens.

At koncernchefen i Lægemiddelindustriforeningen (Lif), Ida Sofie Jensen, administrerende direktør i Medicoindustrien Peter Huntley samt formand for Dansk Biotek Hans Schambye ikke ser problemet, kan det derfor ikke overraske.

Når det næsten udelukkende er disse tre, der bifalder "erfaringsudvekslingen", er det kun naturligt at spørge, om en åben svingdør egentlig kommer patienterne til gode.

Svingdør slører grænser
Lægemiddelstyrelsens vigtigste opgave er at sikre effektiv og relativt sikker medicin til patienterne i det danske sundhedsvæsen. Det er derfor bekymrende at se, at den såkaldte svingdør imellem styrelse og medicinalproducenter stadig holdes åben.

Svingdørsprincippet indebærer, at embedsmænd i en regulerende myndighed kan gå direkte fra deres ansættelse her til et job i en af de virksomheder, som de før skulle regulere.

Dette fænomen har været velkendt både i Danmark og internationalt i årevis og ses nu at gentage sig for den danske Lægemiddelstyrelse.

At Thomas Senderovitz, tidligere ansat i medicinalvirksomheden Grünenthal, nu direkte og uden karensperiode kan arbejde for Novo Nordisk, er bekymrende.

Det er bekymrende, at Novo Nordisk i deres nye vice president har adgang til et fagligt netværk inden for en af deres vigtigste regulerende myndigheder.

Endvidere har de nu en viden om godkendelsesprocedurer med mere, der giver dem en fordel over deres konkurrenter. Endnu vigtigere er det, at det slører den grænse, der bør være imellem sundhedsvæsnets interesser og dermed patienternes og Novo Nordisks. 

Konkurrenceklausuler og karensperioder
Fremtidens ledelse af Lægemiddelstyrelsen kunne og burde hentes uden for industrien, og svingdøren skal lukkes i. Lægemiddelstyrelsen skal have ny ledelse, og her foreslår vi, at der fokuseres på patienterne først og fremmest.

Tidligere arbejde i industrien medfører ikke automatisk en favorisering. I Tyskland og Frankrig har ledelsen henholdsvis baggrund som psykiater og hæmatolog.

To erhvervshistorier, der ikke giver mistanke om industriel favorisering. De to lande er derimod kendt for en robust godkendelsesprocedure af medicin baseret på høje krav.

Konkurrenceklausuler kan sikre, at svingdørene stopper med at svinge. I de fleste private virksomheder må ansatte underskrive konkurrenceklausuler i forbindelse med deres ansættelse.

Klausulerne sikrer således, at man ikke kan arbejde for en konkurrent umiddelbart efter ansættelse for at sikre, at forretningshemmeligheder ikke videregives.

Lægemiddelstyrelsen kunne passende indføre lignende klausuler i deres kontrakter. Det er intuitivt sandsynligt, at hvis der ønskes en karriere hos et større medicinalfirma, bliver incitamentet til regulering mindre. Man bider ikke den hånd, der fodrer en. 

Uklare grænser til industriens fordel
Senderovitz selv er afvisende: "For mig er der ikke noget problem overhovedet. Så længe jeg har været i Lægemiddelstyrelsen, har jeg totalt været på Lægemiddelstyrelsens hold. Nu skifter jeg over og gør noget andet, og det er der nogle mennesker, som har svært ved at forstå, men det er deres problem".

Lægemiddelstyrelsens "hold" er de danske patienter. Novo Nordisks "hold" er dets aktionærer. For dem er god og sikker medicin et middel, ikke et mål. Det, som vi i Læger uden sponsor har et problem med at forstå, er, at adskillelsen imellem disse to interesser ikke er skarp.

Patienten skal i centrum. Vi skal kontrollere og regulere vores lægemidler i henhold til patienternes bedste. Svingdøren giver industrien en adgang til embedsværket og får på den måde mulighed for at påvirke beslutningerne, som almindelige patienter ikke har.

Der skal lås på svingdøren imellem Lægemiddelstyrelsen og den industri, som den er sat til at regulere. Får den lov at stå åben, bliver deres forskellige interesser blandet sammen, og det næsten altid til industriens fordel – ikke patienternes.

debat@altinget.dk