Lægemiddelindustrien: Lad kliniske forsøg løfte sundhedsvæsenet

Af Ida Sofie Jensen
Koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen

I dag er der lidt flere virksomhedsdrevne kliniske forsøg i Danmark end for fem år siden. 

Efter flere års fald er det lykkes at stoppe den negative udvikling, men potentialet er større. Der er både i Europa og på globalt plan rift om at tiltrække kliniske forsøg med lægemidler – med god grund, for undersøgelser peger på, at det giver værdi – ikke bare for den enkelte virksomhed, men også for sundhedsvæsenet og samfundsøkonomien.

Hver gang der bruges en privat krone på at afprøve lægemidler i Danmark, så stiger BNP med 64 øre. 

Det afspejler, at på trods af at vi på mange måder lever i en global økonomi, er geografisk nærhed central for spredning og anvendelse af ny viden.

For de fleste patienter betyder det ikke noget, om et lægemiddel er afprøvet i det ene eller det andet land. Men jo flere kliniske forsøg, vi kan få til Danmark, jo flere patienter kan få adgang til eksperimentel behandling, når anden behandling synes udsigtsløs. Og dermed også få en ny chance.

Når nye behandlinger og nye lægemidler ser dagens lys, så er det ikke mindst takket være samarbejdet mellem lægemiddelvirksomheder og læger og sygeplejersker.

Værdi for det offentlige sundhedsvæsen
Samarbejdet er ikke kun vigtigt for lægemiddelindustrien, men har også stor værdi for det offentlige sundhedsvæsen. 

Dels fordi lægemiddelforsøgene bidrager til sygehusenes økonomi, men mindst lige så vigtigt, fordi læger og sygeplejerskerne, der har ansvaret for forsøgene, oplever, at de bliver dygtigere klinikere, og at ikke bare de, men også deres kolleger, får gavn af den nye viden, der kommer til veje.

Således vurderer fire ud af ti læger og sygeplejersker, der har medvirket i et klinisk forsøg, at læringen fra forsøget har gjort dem bedre til deres fag. Og seks ud af ti oplever, at deres øgede viden fra forsøg er kommet andre læger og sygeplejersker fra deres egen afdeling til gode.

Vi er et lille land med mange kliniske forsøg per indbygger, og de er med til at gøre sundhedsvæsenet endnu mere kompetent. 

Men det kræver fortsat åbenhed om og opbakning til samarbejdet. Det er min oplevelse, at der er en stor interesse fra sundhedspersonalet for at deltage – men også at det er svært at finde tid til at prioritere forskning i en hverdag, hvor man på sygehusene til stadighed skal løbe hurtigere.

Forskellige incitamentstrukturer 
Lægemiddelvirksomhederne godtgør naturligvis sygehusene for de udgifter, der er i forbindelse med gennemførelse af de kliniske forsøg − for eksempel den tid, læger og sygeplejersker med flere bruger til forsøgene. 

Betalingen sker til sygehusene – ikke til den enkelte læge direkte. Derefter er det op til sygehuset at fordele midlerne og anerkende det arbejde, der sker ude på afdelingerne. 

Incitamentsstrukturerne er dermed også forskellige fra sygehus til sygehus og fra afdeling til afdeling.

Der er god grund til at se på de vilkår, man tilbyder de sygehusafdelinger, der er særligt relevante for klinisk forskning. Hvis forskning skal lægges oven i den almindelige arbejdstid, eller hvis afdelingen ikke oplever, at der frigøres ressourcer, når man deltager i forskningsarbejdet, ja, så kan det naturligt nok begrænse engagementet i kliniske forsøg.

Lad os tage en fordomsfri snak
Der er altså brug for at se på, hvordan man kan styrke og tydeliggøre incitamentsstrukturerne, så man på afdelingerne oplever, at man ved at deltage i kliniske forsøg ikke bare bliver dygtigere, men også får flere – og ikke færre – ressourcer til rådighed. 

I Norge kigger man på, om deltagelse i klinisk forskning i lighed med en række andre opgaver skal give point – point, der er med til at styre tildelingen af offentlige forskningsmidler til det enkelte sygehus. 

Om det lige er sådan en model, vi skal have i Danmark, vil jeg ikke lægge mig fast på, men der er brug for, at vi tager en fordomsfri snak om, hvordan vi kan holde fast i den spæde positive udvikling og gøre det attraktivt at forske i Danmark.

debat@altinget.dk