Lægeforening: Sygeplejersker skal ikke være læger

NOTE: Lægeforeningen tager afstand fra forslag om ændring af autorisationsloven, så sygeplejersker kan overtage arbejde fra læger. Ansvaret for patienten skal ikke udvandes, lyder kritikken.

Lægeforeningen advarer i kraftige toner om at ændre på autorisationslovgivningen, således som Venstre og Konservative har foreslået. 

Der er slet ikke behov for ændringer, mener foreningen.

For det første giver de nuværende regler på autorisationsområdet alle muligheder for opgaveglidning. For det andet vil en ændring af reglerne i værste fald føre til dårligere kvalitet, flere medicineringsfejl og et udvandet ansvar for patientbehandlingen.

"Retten til at ordinere medicin hænger sammen med kompetencen til at kunne stille en diagnose, hvilket kun læger er uddannede til," hedder det i Lægeforeningens pressemeddelelse.
 
V og K: Ryst posen!
Regeringspartiernes forslag går ud på, at sygeplejersker fremover skal kunne ordinere medicin og varetage en række opgaver, som læger i dag har ansvar for. Lægesekretærer og serviceassistenter skal så tilsvarende kunne varetage en række praktiske og administrative opgaver, som sygeplejerskerne i dag står for.

I forbindelse med opgaveflytningen vil Konservative og Venstre oprette flere nye sundhedsfaglige uddannelser.

"Vi skal blive bedre til at udnytte faggruppernes ekspertise i sundhedsvæsnet. Sygeplejerskerne vil med fordel kunne varetage en række opgaver, som lægerne i dag har ansvar for, f.eks. ordinering af medicin. Mens lægesekretærer og serviceassistenter med fordel vil kunne varetage en række praktiske og administrative opgaver, som sygeplejerskerne i dag tynges af," siger Konservatives sundhedspolitiske ordfører Vivi Kier i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Det er altafgørende, at kvaliteten i sundhedsvæsnet er i top. Personalet skal naturligvis være ordentlig uddannet til at varetage de nye opgaver. Derfor vil vi bl.a. oprette en ny uddannelse for kliniske ekspertsygeplejersker, der giver sygeplejerskerne kompetence til at udføre de nye opgaver," siger Vivi Kier.

Opgaveglidning - uden tab af kvalitet
Lægeforeningen støtter principielt opgaveglidning i sundhedsvæsenet, men mener samtidig ikke, at det kræver en ændring af autorisationslovgivningen. Foreningen er af den opfattelse, at de nuværende regler på autorisationsområdet giver alle muligheder for omfordeling af opgaver.

"Bagsiden af medaljen ved at ændre på reglerne kan let blive dårligere kvalitet, flere medicineringsfejl og et udvandet ansvar for patientbehandlingen. Retten til at ordinere medicin hænger sammen med kompetencen til at kunne stille en diagnose, hvilket kun læger er uddannede til," lyder Lægeforeningens kritik.

Lægeforeningen opfordrer derfor til at lade Sundhedsstyrelsen forestå en nøjere gennemgang af de internationale erfaringer og konsekvenserne af Venstre og Konservatives forslag. Det gælder både konsekvenserne for patienterne og placeringen af ansvaret for behandlingen.

Login