Kommunerne godt i gang på sundhedsområdet

DEBAT: Kommunerne skal have tid til at løfte nye opgaver, det mener formanden for KL's sundhedsudvalg.

Af Tove Larsen (S)
Borgmester, formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg

I disse dage hviler manges øjne på de nye kommuner og deres håndtering af de nye opgaver - ikke mindst på sundhedsområdet. Det er ikke så mærkeligt. Jeg fornemmer, at forventningerne til de nye kommuner er store. Det er meget positivt, og det vidner om en tiltro til, at kommunerne kan løfte opgaverne.

Kommunerne skal nu arbejde for at leve op til tilliden, og de kommunale prioriteringer på fx forebyggelsesområdet viser, at kommunerne er godt i gang. Kommunerne har afsat mere end 400 mio. kr. til forebyggelse og sundhedsfremme på deres budgetter for 2007. Det er mere end dobbelt så meget som de 200 mio., amterne hidtil har brugt på indsatsen. Og det er sket, på trods af at kommunerne med reformen ikke er blevet tilført en eneste krone ekstra til forebyggelse og sundhedsfremme. 

Forebyggelse frem
Det er en af visionerne bag opgave- og strukturreformen at fremme en højere prioritering af forebyggelse og sundhedsfremme. Det er ikke nok kun at fokusere på behandling af sygdom, når skaden er sket. Gennem forebyggelse skal der også fokus på at undgå, at sygdom overhovedet opstår, og på at begrænse og udskyde, at sygdom udvikler sig yderligere.

Samfundet står over for en enorm udfordring i forhold til den danske folkesundhed. Der er ca. 1½ million mennesker med en kronisk sygdom i Danmark. Heraf er ca. en halv million meget hæmmede af kronisk sygdom og har ofte flere diagnoser. Det er for eksempel rygerlunger, hjerte-karsygdomme og diabetes. Sygdomme, som alle kan forebygges, fordi de i langt de fleste tilfælde er forårsaget af uhensigtsmæssig livsstil.

Indsats på flere fronter
Kommunernes skal både skabe rammer for, at borgerne kan leve et sundt liv, og arbejde for at sikre, at kronisk syge borgere får mulighed for at leve så godt som muligt på trods af sygdommen. Det giver god mening, da kommunerne jo i forvejen er i kontakt med mange borgere.

De forebyggende opgaver i relation til de kronisk syge kan kun løses i et tæt samarbejde med regionens sygehuse og de praktiserende læger. Det er her, at arbejdet med sundhedsaftalerne skal hjælpe os til en god dialog om indsatserne og resultere i en fornuftig arbejdsdeling. Målet er en arbejdsdeling, der sikrer, at opgaven løses der, hvor det giver det bedste resultat for borgeren.

I forhold til den borgerrettede forebyggelse har kommunerne det fulde ansvar. Det ansvar har kommunerne taget på sig med stor entusiasme. Her er der også mange gode erfaringer at bygge på, da kommunerne jo i forvejen løser mange forebyggende opgaver fx i forhold til børn og ældre.

Fokus i kommunerne
De gode erfaringer har KL netop udmøntet i et idékatalog om borgerrettet forebyggelse, hvor størstedelen af eksemplerne er fra kommuner, der allerede i dag har fokus på at forbedre borgernes sundhed inden for bl.a. kost, rygning, alkohol og motion.

At sundhedsområdet i høj grad er i fokus i kommunerne kunne jeg også konstatere forleden dag, den 9. januar, hvor KL afholdt sundhedskonference for anden gang. Konferencen blev et tilløbsstykke med mere end 750 deltagere, og hele 85 af de 98 nye kommuner havde valgt at deltage.

Nu mangler vi bare, at også regeringen og Folketinget sætter økonomi og politisk handling bag visionen om et bedre sundhedsvæsen. Når der fremover skal prioriteres ressourcer til sundhedsvæsenet, skal forebyggelse og sundhedsfremme være i fokus.

Forrige artikel Alle skal have ret til rigtig medicin Næste artikel Fælles faglig forståelse livsnødvendig
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.