KD om vaccineplaner: Fysisk og psykisk sygdom er stadig ikke ligestillet

Magnus Heunicke er minister for både fysisk og psykisk sundhed. Når regeringen ville vaccinere "de sårbare først", burde de psykisk sårbare være naturligt inkluderet. Men de bliver overset endnu en gang, skriver Isabella Arendt (KD).

Mennesker med fysiske sygdomme kom foran i vaccinekøen, fordi de er særligt sårbare. Det er helt og aldeles berettiget.

I denne uge har vi i Kristendemokraterne spurgt sundhedsminister Magnus Heunicke (S), hvorfor psykisk sårbare ikke også kommer med.

Svaret var, at det kommer de ikke. Kun de allermest psykisk syge er prioriteret. For alle andre må de vente bag restriktionerne, imens deres psykiske trivsel bliver endnu værre og konsekvenserne endnu større.

De har ikke andre udsigter end at vente og så håbe på, at sygdom og sårbarhed ikke når at blive så slemt, ensomt eller kronisk, at der ikke er en vej ud på den anden siden, når de endelig får tilbudt en vaccine.

Det er desværre endnu et eksempel på, at fysisk og psykisk sygdom overhovedet ikke er ligestillet i dag. Fejler benet eller lungerne noget, så er hjælpen klar med det samme.

Fejler sindet noget, så er der ventelister. Hvis man har en psykisk lidelse, er man altså ligeså udsat og sårbar i en pandemi, som hvis man har KOL eller cystisk fibrose.

Isolationen under nedlukningen er netop særligt ødelæggende for mennesker, som i forvejen kæmper psykisk. I dag er de overset. Endda så meget, at der ikke engang har været en reel debat om sagen. Før nu.

Det er uværdigt for et samfund 
Jeg havde en helt klar forventning om, at når regeringen ville vaccinere "de sårbare først," så var de psykisk sårbare naturligt inkluderet.

Derfor må jeg indrømme, at det var kritisk, at vi i Kristendemokraterne hurtigst muligt fik stillet spørgsmålet til sundhedsministeren og spurgt, hvorfor i alverden regeringen forskelbehandler sygdom på den måde. Ministeren for sundhed er jo trods alt minister for både fysisk og psykisk sundhed.

Regeringen var ikke til at flytte. De psykisk sårbare bliver overset endnu en gang. Kristendemokraterne har kun været tilbage i Folketinget i tre uger. Vaccinationsdebatten har stået på i måneder.

Jeg er ganske enkelt både forarget og skuffet. Jeg fatter ikke, at regeringen ikke har ligestillet psykisk og fysisk sårbarhed. Jeg forstår heller ikke, at der ikke er andre partier, som har insisteret på det i forhandlingerne.

Kristendemokraterne kan alene råbe op. Det gør jeg så. Afmagten er til at tage og føle på. Det er uværdigt for et samfund som det danske, at vores regering og sundhedsminister ikke er nået længere end til kun at forholde sig til sygdomme, som man kan se.

Forrige artikel Roche: Diagnostikken skal udvikles og systematiseres i ny sundhedsreform Roche: Diagnostikken skal udvikles og systematiseres i ny sundhedsreform Næste artikel Pharmadanmark: Farmakonomer mangler fagligheden til at foretage medicinsamtaler Pharmadanmark: Farmakonomer mangler fagligheden til at foretage medicinsamtaler
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.