Hospitalsdirektør: Spiseforstyrrelser kan helbredes
REPLIK: En fin og omfattende rapport fra Socialstyrelsen skal ikke fjerne fokus fra, at danske behandlingssteder ikke er gode nok til at behandle spiseforstyrrede patienter, skriver hospitalsdirektør Rachel Santini i en replik til artiklen "Spiseforstyrrelser i voldsom vækst" på Altinget.
Af Rachel Santini
Hospitalsdirektør for Kildehøj Privathospital
At cirka halvdelen af de spiseforstyrrede patienter genindlægges efter at have modtaget behandling for spiseforstyrrelse, er efterhånden en sørgelig gammel "nyhed".
Specielt sørgelig set i lyset af, at spiseforstyrrelser kan helbredes.
Kommunernes opgave er ikke at behandle
Socialstyrelsen har udarbejdet en fin og omfattende rapport, som skal hjælpe spiseforstyrrede patienter, der har behov for rehabilitering.
Men den skal ikke misbruges til at flytte fokus fra det egentlige problem: Behandlingsstederne er ikke gode nok til at behandle spiseforstyrrede patienter.
Det bør ikke være kommunernes opgave at behandle! Ej heller forældrenes eller andre pårørendes.
Hvad gør vi for at reducere procenten af genindlæggelser og helst gøre patienterne raske, både fysisk og psykosocialt?
Der er stadig en del behandlingssteder, der ikke benytter sig af de allerede tværfagligt standardiserede udarbejdede behandlingspakker, men selv forsøger at "strikke" noget sammen.
Det er for dårligt!
Her halter det
Der er for få behandlingssteder, der har udarbejdet effektmål, og som navigerer og tilrettelægger behandlingen derud fra.
Det er for dårligt!
Der er for få behandlingssteder, der tilbyder behandlingsintensitet relateret til patientens sygdomsgrad og behov, og der er for mange behandlere, der er medafhængige med spiseforstyrrelsen og dennes manipulative og ambivalente natur.
Det er for dårligt.
Der er for få behandlingssteder, der reelt benytter "stepped care-modellen" – det vil sige, at man bør ikke udskrive døgnpatienter til rehabilitering i kommunerne, men nedgradere behandlingen til dagbehandling og derefter ambulant.
Rehabilitering, såsom støtte til at bibeholde ens bolig, mens man er i behandling, eller økonomisk støtte til at kunne spise sig mæt, når man ikke er i behandling, kan med fordel integreres her.
Behandling i døgnregi tilbydes i nogle regioner, fordi de angiveligt ikke har udarbejdet – måske af strategiske grunde – adækvat dagbehandling.
Patienten forhindres derved i at stå på venteliste til et dagbehandlingstilbud, som han eller hun har brug for, og forhindres dermed også i at benytte Sundhedslovens patientrettigheder.
Det er for dårligt!
Ambulant behandling som første skud i bøssen
Alvorligt syge og komplicerede spiseforstyrrede patienter tilbydes, nu tilsyneladende med Sundhedsstyrelsens velsignelse og ofte mod eget ønske, ambulant behandling som første skud i bøssen.
Det demotiverer og stigmatiserer patienterne, som prøver et ikke målrettet og relevant behandlingstilbud og oplever fiasko.
Det er for dårligt.
Både under- og overbehandling er fejlbehandling.
Hvor mange kræftpatienter ville man vove at tilbyde indledende, "motiverende" og afklarende samtaler med psykolog eller diætist, i stedet for hurtigst muligt at give dem målrettet kirurgisk og/eller kemoterapeutisk behandling?
Spiseforstyrrelser er ikke "blot" psykiske lidelser, man taler og terapitiserer sig ud af ved ugentlig enkelt- eller gruppemøde. Det er også alvorlige fysiske lidelser med biokemiske konsekvenser, der kan skade for livet eller som man kan dø af, og som kræver specialkompetence at behandle.
Hoveddiagnosen ignoreres
Siden 2007 er antallet af spiseforstyrrede patienter, der behandles ambulant, steget med 70 %. Samarbejdet mellem de forskellige sektorer og mellem offentligt og privat er mangelfuldt og tilfældigt, samtidig med at der er ledig behandlingskapacitet og tomme pladser og senge i det private.
Det er stadig for dårligt.
Et stort antal spiseforstyrrede patienter er blevet behandlet for andre sekundære diagnoser, mens hoveddiagnosen spiseforstyrrelse i svær grad er ignoreret. Det er for dårligt.
Kort sagt: Der er et voksende antal behandlingskrævende, spiseforstyrrede patienter.
Der er ledig, kvalificeret og godkendt behandlingskapacitet.
Der er patienter og pårørende, hvis erfaringer og ønsker ikke høres og efterleves. Der er ignoreret viden om, hvordan man øger succesraten.
Behandlingslogik har kostet ressourcer, kroner og menneskeliv
Der er ingen konsekvenser ved at fastholde den nuværende ufaglige, ideologisk-politisk farvede behandlingslogik, som de sidste årtier har kostet menneskeliv, skattekroner og ressourcespild.
Dette kan og bør kommunerne ikke blive ansvarlige for, fordi vi så vil få en stor generation af evige svingdørsklienter.
Pengene bør følge patienterne, og her er det vigtigt at medinddrage for eksempel den eneste non-profit uafhængige Patientforening "Spis for Livets" erfaringer, således at det ikke bliver den enkelte spiseforstyrrede patients manglende sygdomsindsigt og motivation, der sætter dagsorden.
Der bør være et opgør med kassetænkning og symptombehandling, forårsaget af en alt for længe eksisterende apparatfejlsmodel, som stadig umyndiggør og tyranniserer borgerne.
Jylling: Selvfølgelig følger regionerne RADS-anbefalingerne
Professor: Novo gør det, Bill Gates gør det
