Gigtforeningen: Det kommunale selvstyre skal ændres

Af Mette Bryde Lind
Direktør i Gigtforeningen

Vi skal ikke køre så langt efter behandling, og vi skal ikke indlægges på et sygehus, hvis det ikke er nødvendigt.

Sådan lyder nogle af de besnærende argumenter for en stor og omfattende reform af vores sundhedsvæsen. Sund fornuft – både for den enkelte og for samfundet.

Men de politiske udmeldinger om det nære sundhedsvæsen giver mig dog alligevel anledning til at løfte en advarende pegefinger. Ændringerne risikerer nemlig at ramme mennesker med komplicerede kroniske sygdomme.

Sikkerheden er i fare
Et nært behandlingstilbud kan være meget attraktivt, når man er rask. Men alle undersøgelser viser, at kronisk syge frem for det nære tilbud foretrækker det bedste. Også selv om de skal køre langt efter det. Gigtpatienter tilhører denne gruppe, og det er der en god grund til.

De 200 forskellige gigtsygdomme kræver forskellig udredning, behandling og rehabilitering. Nogle af dem kræver et sygehus med høj specialisering, andre kan fint behandles hos den praktiserende læge eller et andet sted i sundhedsvæsenet.

I Gigtforeningen frygter vi, at en flytning af patienterne til det nære sundhedsvæsen vil ske på bekostning af patienternes sikkerhed og kvaliteten i behandlingen.

I nogle tilfælde kan det være et spørgsmål om liv og død.

Lever længere med tidlig opsporing
Lad mig give et eksempel.

Ny dansk forskning viser, at mennesker med leddegigt har mere end tre gange så høj risiko for at dø tidligt, hvis de også får lungesygdommen KOL.

Meget tyder også på, at de gigtpatienter, der på grund af deres KOL har været set i et lungeambulatorium på et sygehus, lever længere end gigtpatienter med KOL, som ikke har været fulgt af lungespecialister på en lungeafdeling.

Derfor bør der være stor opmærksomhed på, om patienterne har nedsat lungefunktion, allerede når leddegigten konstateres. Kodeordene er tidlig opsporing og den rette diagnose og behandling.

Det er afgørende, at de sundhedsprofessionelle, der har med leddegigt at gøre, får viden om risikoen og inddrager lungemedicinere, når de har patienter i risikogruppen.

Mennesker med multisygdomme har altså brug for at have adgang til en række forskellige lægespecialer og en tværfaglig sammenhængende indsats. Sådan er virkeligheden bare langt fra endnu i det nære sundhedsvæsen.

Forudsætninger skal være på plads
Eksemplet er kun ét på en lang liste over forhold, som skal håndteres, og forudsætninger, der skal være til stede, inden gigtpatienter flyttes til det nære sundhedsvæsen.

Her er vores bekymringer:

-at behandling og rehabilitering bliver afhængig af den enkelte kommunes prioritering og skøn.

-at det vil ødelægge de nødvendige faglige samarbejder på tværs af specialer, som er i sygehusvæsenet.

-at forskning fra sygehuse og universiteter ikke følger med udflytningen af sygdomsområder.

-at der ikke er tilstrækkelig viden om reumatologiske sygdomme i almen praksis.

-at der ikke er et tilstrækkeligt antal privatpraktiserende speciallæger i reumatologi til at behandle.

-at den nødvendige teknologi ikke vil være til stede – fx ultralydsscannere og udstyr til analyse af blodprøver.

-at der vil ske en af-specialisering, så gigtpatienter behandles på lavere fagligt niveau, end de har brug for.

-at kravet om, at behandlingstilbuddene skal baseres på nyeste faglige viden, forsvinder.

Kommunalt selvstyre skal ændres
Alle disse udfordringer må løses enkeltvis, og vi har masser af forslag.

En sag er for Gigtforeningen dog helt central; Mennesker med gigt skal i fremtiden trygt kunne regne med en ensartet og evidensbaseret behandling, uanset hvor de bor i landet. Og en behandling, som vel at mærke stemmer overens med de centrale sundhedsmyndigheders udmeldinger om kliniske retningslinjer, behandlinger og anbefalinger.

Derfor er der brug for kvalitetsstandarder og ensartet serviceniveau i kommunerne. Retningslinjer og behandlingsvejledninger skal være forpligtende for aktørerne i det nære sundhedsvæsen.

For at sikre det, vurderer vi, at det kræver en ændring i det kommunale selvstyre.

Økonomi og kommunalpolitiske prioriteringer må for alt i verden ikke veje tungere end behandlingsvejledninger, kliniske retningslinjer og nyeste viden. For så er tankerne om det nære sundhedsvæsen pludselig ikke sund fornuft, men et rigtig dårligt bytte for gigtpatienter.

debat@altinget.dk