FSD: Flere midler til sundhedspersonale giver anledning til panderynker

Af Helle Linnet
Formand, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer (FSD), og direktør i Vordingborg Kommune

Jeg er overbevist om, at de fleste borgere ikke går så meget op i, hvem der yder den behandling og pleje, som de har brug for.

Bare de får den, og at den er kvalificeret og ikke besværlig.

Derfor er tankegangen om det nære sundhedsvæsen et, som vi bakker op i FSD, men at sige, at "det, som ikke er svært, skal være nært" er en tilsnigelse. 

Vi har allerede mange svære sundhedsopgaver i kommunerne. Og med sundhedsreformen bliver billedet af, at det største sygehus er i borgerens eget hjem, endnu mere udtalt.

Den helt store udfordring bliver omfanget af opgaver.

Det er nok ikke holdbart længere at sige, at man i en kommune ikke kan håndtere mere end fem borgere på intravenøs medicinering, fordi det er en yderst tidskrævende opgave.

Større tryghed og ensartethed
I FSD mener vi, at man som borger kan glæde sig over oplægget til sundhedsreformen, fordi det lover større ensartethed i behandlingen – uanset postnummer.

Det vil også give større tryghed, at der kan forventes mindre responstid, når der kræves assistance, for eksempel når man tilkalder en ambulance.

Der lægges generelt også op til mere sundhedspersonale og en opkvalificering af det eksisterende.

Alt i alt altså større ensartethed i tilbuddene, kortere responstid, mere og bedre kvalificeret personale. Det kan vi selvfølgelig kun bakke op om.

Men der er også noget, som giver anledning til panderynker.

Tvivl om lovning på flere midler
I nærhedsfonden er beskrevet, at der er mulighed for flere midler til mere sundhedspersonale i kommunerne.

Det vil vi gerne se mere detaljeret beskrevet: Hvordan skal det udmøntes?

Eller med andre ord: Hvor mange penge og hvorfra? 

Der skal jo noget til, hvis man skal have mere sygeplejedækning, koblet med 500.000 færre sygehusbesøg og 40.000 færre indlæggelser.

Samtidig kan vi se frem til en væsentlig forøgelse af den del af befolkningen, der har det største behov for sundhedsydelser.

Man skal ikke være professor for at regne ud, at det kræver væsentlig mere personale, der kan stå ved de mange flere sygesenge hjemme hos borgerne. Og det koster.

Hvor de penge er sat af henne, har vi svært ved at se.

Unge psykisk syge skal hjælpes
En særskilt bekymring, som regeringen også selv sætter ord på, er de unge med psykiske udfordringer, som har svært ved at få den diagnostiske og behandlingsmæssige hjælp, som de har brug for.

Det skal vi have løst. 

Så skal vi nå i mål med et bedre og mere nært sundhedsvæsen, kræver det tilstrækkeligt og kvalificeret personale.

Ydelserne efter sundhedsloven er tidskrævende og kan ikke springes over – sårplejen og den intravenøse medicin kan ikke gemmes til næste uges besøg.

Det er et fælles ansvar
Kommunerne efterspørger allerede i dag nemmere adgang til lægelig vejledning, end vi har mulighed for at få nu.

Adgang til denne sparring er en forudsætning for, at vi kan arbejde fagligt korrekt. Når den mangler, står sundhedspersonalet meget alene med vanskelige behandlingsopgaver.

Man skal kunne sin instrumentale sygepleje som kommunalt ansat sygeplejerske. 

Vi ser derfor frem til den videre debat efter et folketingsvalg om, hvordan vi kommer i mål med disse store og væsentlige udfordringer.

For som jeg startede med at skrive: Borgerne er som udgangspunkt ligeglade med, hvem der behandler dem. Bare de gør det godt nok.

Og det er vores fælles ansvar at sikre.

debat@altinget.dk