Fond: Kvalificeret alkoholbehandling kræver samarbejde mellem kommuner og regioner

DEBAT: Langt hellere end diskussioner om organisatorisk struktur så vi gerne, at der blev drøftet forløbspakker med faste behandlingsforløb og faglige referenceprogrammer, skriver Mikael Jakshøj.

Af Mikael Jakshøj
Direktør, Fonden Novavi

Som led i regeringens overvejelser om en sundhedsreform diskuteres i disse måneder, om regionerne i fremtiden skal have ansvaret for misbrugsbehandling af borgere, der både er ramt af afhængighed og har en psykisk lidelse.

Som Danmarks største leverandør af ambulant alkoholbehandling og med mere end 50 års erfaring med misbrugsbehandling i samarbejde med det offentlige er vi i Novavi opløftede og begejstrede over at se misbrugsbehandling højere på regeringens dagsorden.

Men langt hellere end diskussioner om organisatorisk struktur og ansvar så vi gerne, at der blev drøftet forløbspakker med faste behandlingsforløb og faglige referenceprogrammer.

Vi ved om nogen, at misbrugsbehandling er meget kompleks og kræver specialiseret behandling varetaget af højtuddannet og autoriseret personale. Langt de fleste af Novavis patienter har ud over deres misbrug også psykiske lidelser som for eksempel angst og depression. I dag falder disse patienter ofte mellem ’to stole’ (den kommunale og regionale), og det er dem, regeringen ønsker at hjælpe med det nye forslag.

At flytte behandling giver anledning til bekymring
I Novavi er vi derfor også enige i intentionerne bag regeringens forslag om at flytte ansvaret for behandlingen af de afhængige, der også har en psykiatrisk lidelse. Men forslaget giver anledning til en række overvejelser og bekymringer.

Hvor ”tung” skal den psykiatrisk diagnose være, før man ’sendes’ til det regionale tilbud? Og hvordan sikrer vi den fortsatte – og meget nødvendige – sammenhæng mellem det eventuelle regionale behandlingstilbud og kommunernes tilbud på arbejdsmarkeds-, social- og børneområdet?

Risikoen for, at der bare bliver ’to nye stole’, som disse udsatte borgere kan falde ned mellem, er efter vores opfattelse meget overhængende.

Desværre har regeringen en pointe, når den peger på, at kommunernes misbrugsbehandling varierer i kvalitet og intensitet. Mange kommuner gør det godt, men der er desværre også kommuner, hvor misbrugshandlingen lider under, at det kan være svært at tiltrække og fastholde kvalificeret personale og dermed skabe det nødvendige faglige miljø, der kan tilbyde og udvikle specialiserede behandlingstilbud til borgere med forskellige behov for misbrugsbehandling.

Styrk tværsektionelt samarbejdet
Ved at flytte en relativt stor gruppe borgere ’væk’ fra de kommunale behandlingstilbud er der betydelig risiko for, at kommunerne får endnu dårligere forudsætninger for at tilbyde kvalificeret behandling. I Novavis optik ville det derfor også være en langt bedre løsning at opfordre til eller direkte pålægge (mindre) kommuner at etablere samarbejder, som sikrer et større befolkningsunderlag for misbrugsbehandlingen.

Når det er sagt, er det allervigtigste for Novavi ikke, hvem der har ansvaret for misbrugsbehandlingen, men hvordan vi på tværs af sektorer sikrer den mest effektive behandling af borgere, der på én gang er ramt af afhængighed og psykisk lidelse. Vi skal sikre os, at fundamentet for en veltilrettelagt misbrugsbehandling med dokumenteret faglighed, høj kvalitet og effekt er på plads på tværs af behandlingstilbud, og uanset om man behandles i kommunalt eller regionalt regi.

Novavi foreslår derfor, at der udarbejdes bindende forløbspakker til borgere med samtidig misbrug og psykiatrisk sygdom. Og med klare krav til kvalitet og autoriseret behandling i de enkelte dele af forløbet. Det er langt hen ad vejen lykkedes med succes på kronikerområderne i andre dele af sundhedsvæsenet – på tværs af regioner, kommuner og praktiserende læger.

Under alle omstændigheder kræver en kvalificeret behandling et tæt samarbejde mellem kommuner, regioner og praktiserende læger. Og vi fjerner ikke det behov ved at flytte dele af behandlingen til regionerne.

Forrige artikel Alkohol & Samfund: Flere krav til alkoholbehandling Alkohol & Samfund: Flere krav til alkoholbehandling Næste artikel Lægeforeningen: Opgaver skal ikke fra sygehuse, før kommuner kan løse dem Lægeforeningen: Opgaver skal ikke fra sygehuse, før kommuner kan løse dem
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.