Fonden Mental Sundhed: Vi hjælper ikke alvorligt stressramte med kaffe og ludo

Danskernes trivsel er kommet på dagsordenen. Det er positivt, for vi skal ikke ret mange år tilbage, før det slet ikke var et offentligt samtaleemne, og det at sygemelde sig med stress blev set som et svaghedstegn.

Godt, den tid er forbi. De fleste større, danske virksomheder, skoler og uddannelsesinstitutioner inviterer til åbenhed om mistrivslen i dagligdagen. Og vores politikere ønsker at gå ind i kampen mod stress og mentale problemer.

Men vi har et alvorligt problem, for det er ikke nok at tale om det. Vi er nødt til at handle, og vi er nødt til at handle, som vi handler på andre alvorlige problemer: Med viden og strategisk omtanke. Den omhu har jeg svært ved at få øje på i sundhedspolitikkens tilgang til stressområdet.

Retningslinjer skal kvalificeres

Tre ud af ti danskere scorer højt på Sundhedsstyrelsens stressskala, og det koster hvert år de danske arbejdspladser 16,4 milliarder kroner, svarende til 37.335 fuldtidsstillinger. Der er med andre ord rigtigt meget at hente både for det enkelte menneske, men også for samfundet, ved at sætte ind.

Politikerne har lige præsenteret et udkast til en ændring i Sundhedsloven, som skal sættes i værk 1. juli. Med den får kommunerne påbudt at etablere et ”lettilgængeligt tilbud til børn og unge med psykisk mistrivsel” og ” Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling … fastsætte nærmere regler for tilbuddet”, som det hedder i lovudkastet.

Det er meget vigtigt at disse nærmere retningslinjer kvalificeres. Lige nu er målgruppen af unge alt for bred og diffus, forventninger til tilbuddenes kvalitet er meget uklare, vægten af journalisering, dokumentation med videre er dårligt belyst.

{{toplink}}

KL har også bemærket, at kommunerne er ”meget bekymrede” for den økonomiske ramme. Lovgivningen og retningslinjerne bør diskuteres og kvalificeres meget grundigt – og et tilsvarende forløb bør helt klart igangsættes og vedtages for voksne.

Kaffe og ludo er ikke nok

Når jeg i min egenskab af direktør for Fonden Mental Sundhed taler med kommunerne rundt om i landet, har de fleste det samme ønske. De vil gerne etablere grundige, dokumenterede tilbud med høj kvalitet. Selvfølgelig vil de det. De ved bare ikke, hvordan de skal gøre det.

Vi risikerer, at der indføres tilbud uden reel ballast. At kommuner vælger korte, billige eller frivillige tilbud, der ikke er fagligt stærke nok til at håndtere alvorlig stress. Ligeledes prioriterer mange ”peer to peer” og ”fællesskaber” som en central kommunal strategi. Foreningslivet, som kan handle om friluftsliv, dans og motion eller frivillige væresteder for udsatte borgere.

Lad mig med det samme slå fast, at civilsamfund, frivillighed og foreningsliv har en enormt vigtig rolle for vores mentale sundhed. Det viser hundredvis af videnskabelige studier. Men når stress bliver alvorligt, når et menneske knækker, er det ikke nok. Mange alvorligt stressramte har brug for mere end et værested med kaffe og ludo. De har brug for et fagligt højt kvalificeret forløb.

Ingen one size fits all-løsning

I mere end ti år som forsker på Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Rigshospitalet har jeg oplevet den udvikling i stressforskningen, der har været i den periode. Samtidigt har jeg opbygget en enorm respekt for den kompleksitet, der kendertegner stress og mistrivsel. Der er ikke én årsag til stress, og der er ikke en one size fits all-løsning.

Politikere og beslutningstagere skal altså ikke lede efter én metode, der har ’knækket koden’. I stedet skal der investeres i et generelt, veltilrettelagt kvalitetsløft, som bygger på samarbejder mellem forskere og praktikere. Evidens, teoretisk viden og erfaring skal bruges aktivt til at forme kommunal praksis sikkert og systematisk hen over en årrække.

Det er muligt, og det koster langt mindre, end mange andre initiativer, der prioriteres. Der kan udvikles kvalitetskrav, faglig hjælp og netværk – som der er på stort set alle andre former for sundhedsfaglig behandling. Hvis ikke, så risikerer vi, at kommunale stresstilbud bliver dårligere, når der ikke tages ordentlig politisk stilling til at kvalitetssikre offentlige stresstilbud.

Lige nu løber vi videre af det spor, hvor et stort samfundsproblem forsøges løst med gode intentioner, men uden faglig soliditet og reelle politiske handlingsplaner.

{{toplink}}

debat@altinget.dk