Hospitalsdirektører: Involvering af politiet bør ikke være hverdagskost på sygehusene

Af Peter Mandrup Jensen og Jens-Otto Skovgaard Jeppesen
Formand for Dansk Selskab for Ledelse i Sundhedsvæsenet og vicedirektør på Nordsjællands Hospital og redaktionsudvalgsmedlem for Dansk Selskab for Ledelse i Sundhedsvæsenet og direktør på epilepsihospitalet Filadelfia

Den nylige sag om manglende håndtering af kvinder, der skulle undersøges for brystkræft i Region Sjællands sygehusvæsen, har vakt stor opmærksomhed.

I sagen blev Region Sjælland som myndighed sammen med flere ledende medarbejdere sigtet for at have overtrådt straffeloven og autorisationsloven, og rigtigt mange kvinder og deres nærmeste har oplevet at være blevet bragt i en ubehagelig, usikker og uvis situation.

Sagen har samtidig givet anledning til ønsker om fornyede undersøgelser og klager, og pressen har givet sagen en omfattende og kritisk dækning.

Det, der startede med manglende håndtering for kvinder på Sjælland med krav om opretning af fejl og efterfølgende politianmeldelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed af Region Sjælland, er siden eskaleret med involvering af flere regioner, Sundheds- og Ældreministeriet, politiske partier, interesseorganisationer og Danske Regioner.

Øget uvished og usikkerhed
Mens "giganterne slås", øges uvisheden og usikkerheden i høj grad blandt ledere og medarbejdere på landets hospitaler. 

Siden politiets sigtelse af Region Sjælland i maj i år er det kommet frem, at også Region Midtjylland og Region Syddanmark tilsyneladende ikke har overholdt de kliniske retningslinjer for brystkræftundersøgelse og behandling i en periode.

Fra de to regioner forlyder det, at de nationale kliniske retningslinjer ikke opleves som tilstrækkeligt tydelige.

Baggrunden er, at Sundhedsstyrelsen har ansvaret for fastlæggelse af nationale, kliniske retningslinjer på sundhedsområdet. Hovedparten af de kliniske retningslinjer er imidlertid ikke udarbejdet af Sundhedsstyrelsen, men af de videnskabelige selskaber.

På brystkræftområdet er det Dansk Brystkræft Styregruppe (DBCG), der har udarbejdet og løbende opdaterer de landsdækkende, kliniske retningslinjer.

Styrelsen for Patientsikkerhed er den overordnede sundhedsfaglige tilsynsmyndighed i Danmark og arbejder blandt andet med fejl for at lære af dem.

Retningslinjer er ikke matematiske regler
Regionerne Sjælland, Syddanmark og Midtjylland har sagt, at de er i en situation, hvor de ikke synes, der er den fornødne klarhed over, hvordan retningslinjerne skal forstås og administreres i den kliniske dagligdag.

Imens tænker hospitalernes kliniske afdelingsledelser og sygehusdirektioner over, hvordan de generelt skal agere i forhold til mere eller mindre ophøjede, kliniske retningslinjer, og hvad konsekvenserne af mere fokus på politi, retssager og potentiel straf vil være.

Det er klart, at den enkelte læge skal følge de nationale kliniske retningslinjer på dette og alle andre områder.

Det må også være naturligt som udgangspunkt at følge de videnskabelige selskabers kliniske retningslinjer.

Men som bekendt er det i den kliniske hverdag en lægefaglig vurdering eller skøn, der udøves i forhold til hver enkelt patient og dennes situation med det ansvar, som lægen er underlagt i henhold til lægeloven.

Og godt for det, for udredning og behandling kan ikke alene bero på en serie af kliniske retningslinjer, som var de et sæt af matematiske regler.

Fokus på den hele situation
Lægevidenskaben har ført os meget langt, men der er stadig ikke fastlagt kliniske retningslinjer for alle borgeres sygdomme, lidelser og situationer.

Det er og må være borgerens eller patientens hele situation, som lægen skal vurdere. Det kan borgeren, patienten og sundhedspersonalet være ganske godt tilfredse med.

Sundhedsvæsenet har gennem årtier været karakteriseret ved høj politisk bevågenhed, stor interesse i befolkningen og stadig bedre udrednings- og behandlingsmuligheder.

Det er den dedikerede, sundhedsfaglige nysgerrighed og interesse for patienterne og deres ve og vel, der har været bærende for udvikling og kvalitet på landets sygehuse og i praksis.

Det er vigtigt at holde fast i netop denne dedikation og tilgang.

Statuering af eksempler er sidste udvej
Vi håber, at det vil være sjældent og efter seriøs og moden overvejelse, at indgriben ved politiets mellemkomst vil finde sted.

Statuering af eksempler bør være sidste udvej, for det må være en gensidig interesse for både de centrale og regionale sundhedsmyndigheder, at der skal rettes op på de fejl og mangler, der vil opstå. Og så har vi også en forpligtelse til at lære af vores fejl.

Mere fokus på politi, retssager og potentiel straf vil skabe uvished og bekymring. Tilliden i befolkningen vil lide under det, og ledere og personale i sundhedsvæsenet vil opleve sig forfulgte.

Mere fokus på straf og mindre på læring vil få konsekvenser for patienterne og de mange ledere og medarbejdere i sundhedsvæsenet.

Det vil være den korteste vej til defensiv medicin, altså en praksis, hvor der er mere fokus på, om der sker overholdelse af diverse regler og retningslinjer, og mindre fokus på patienten, og hvad der er patientens livssituation og ønsker.

Det vil både blive dårligt for patienterne og dyrt for samfundet, og det vil være ødelæggende for den faglige udvikling og for lederes og medarbejderes arbejdsglæde.

Forsømmelser vil ske
Tilliden er det helt afgørende.

Der skal være tillid mellem borgere, patienter og det sundhedsfaglige personale til, at sundhedsvæsenets ledere og medarbejdere gør alt, hvad de kan, for at give den bedst mulige behandling, og at behandlingen er mest muligt i overensstemmelse med borgerens eller patientens situation og ønsker.

Der vil ske fejl. Fejl og forsømmelser vil også ske, selvom vi gør, hvad vi kan, for at forhindre dem. Fejl skal der følges op på. Fejl skal vi lære af, så vi kan gøre det mindre og bedre.

Vores kollegaer på landets hospitaler, der hver dag står i front over for borgerne og patienterne, skal helst ikke opleve sig forfulgt og straffet på grund af fejl og statuering af eksempler.

debat@altinget.dk