Direktør for privathospital: Medarbejdermanglen løses ikke ved at fjerne behandlingsgarantien

En afskaffelse af behandlingsgarantien fjerner hverken de lange ventelister eller medarbejdermanglen i det offentlige sundhedsvæsen, skriver Michael Gram Kirkegaard.

Behandlingsgarantien har været genstand for stor debat i valget, og flere partier og fagfolk har foreslået den afskaffet eller ændret.  

At afskaffe behandlingsgarantien er dog ikke løsningen. Vi er tværtimod nødt til at udnytte og øge den samlede hospitalskapacitet i både det offentlige og det private, hvis vi skal nedbringe de lange ventelister og sikre hurtig og effektiv udredning samt den bedste behandling med patienten i fokus. 

Behandlingsgarantien er en unik dansk patientrettighed, som i dag giver alle patienter ret til behandling inden for 30 dage på et offentligt sygehus.  

Det giver patienterne tryghed at vide, at de ikke efterlades alene på lange ventelister, før de kan komme videre med deres hverdag. 

Danske Patienter har foreslået, at der bør indgås flere aftaler mellem regioner og privathospitaler for at sikre, at den samlede kapacitet bliver udnyttet bedst muligt. Det er vi enige i.  

De udfordringer, som sundhedsvæsenet står overfor i fremtiden, kalder på et tæt samarbejde mellem det offentlige og private. Vi skal turde bygge bro og spille hinanden bedre ved at udnytte de samlede ressourcer mere optimalt i sundhedsvæsenet gennem nye samarbejder mellem det offentlige og det private.  

På den måde kan vi skabe bedre sammenhæng for patienterne og et mere effektivt sundhedsvæsen. Danskernes får bedre og tryggere sundhed, når vi i samspil løser opgaverne der, hvor de løses bedst og mest effektivt. 

Afskaffelse af behandlingsgarantien løser ikke medarbejdermanglen 

En afskaffelse af behandlingsgarantien er heller ikke løsningen på medarbejdermanglen i sundhedsvæsenet, alene af den grund at de privatansatte sundhedsprofessionelle er så få, at en afskaffelse ikke vil løse den samlede mangelsituation.  

Ifølge de seneste opgørelser fra DSR var der i 2021 i alt 73.805 sygeplejersker i Danmark, og af dem er kun 0,9 procent ansat på privathospitaler. Så selv hvis samtlige sygeplejersker på privathospitalerne søger mod det offentlige sundhedsvæsen, så løser det langt fra manglen på ansatte dér.  

Samtidig er en afskaffelse af behandlingsgarantien slet ikke en garanti for, at de privatansatte vælger at returnere til en ansættelse i det offentlige. Mange søger allerede i dag andre steder hen, eksempelvis til praktiserende læger, vikarbureauer, kommuner eller udlandet. 

{{toplink}}

Jo tidligere vi finder den rigtige diagnose og kan sætte den rigtige behandling ind, jo bedre er det for patienten og for samfundet. Løsningen er ikke at svække patienternes rettigheder og kernevelfærden i Danmark.  

I Aleris er vi åbne for et endnu stærkere samarbejde med det offentlige, og vi er klar til at spille en større rolle i varetagelsen af danskernes sundhed. Det gælder også på uddannelsesområdet, hvor vi allerede i dag bidrager aktivt med uddannelse af læger, sygeplejersker og sundhedsadministrative koordinatorer.  

For os er det helt naturligt, at vi skal være med til at tage ansvar for uddannelser i sundhedssektoren. Vi ser et stort potentiale i, at vi sammen udnytter ressourcerne bedst muligt og kobler en uddannelsesforpligtelse på de områder, hvor vi har stor volumen og erfaring. 

Så lad os nu stå sammen om at løse de problemer, som sundhedssektoren står over for. 

Forrige artikel Pharmadanmark: Nu skal vi gøre noget ved danskernes forkerte brug af medicin Pharmadanmark: Nu skal vi gøre noget ved danskernes forkerte brug af medicin Næste artikel Dansk Psykiatrisk Selskab: Skriv psykiatriplanen ind i regeringsgrundlaget Dansk Psykiatrisk Selskab: Skriv psykiatriplanen ind i regeringsgrundlaget
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.