DFF: Invester tidligt i syge borgere

Af Lisbeth Balslev Aagaard
Socialpolitisk konsulent i Dansk Fibromyalgi-Forening (DFF) 

Reformen om fleks- og førtidspension, som blev gennemført som et forlig i 2012 mellem den daværende regering (S, R, SF), V, K og LA, gjorde det stort set umuligt at få tilkendt førtidspension.

Det har betydet, at antallet af tilkendelser af førtidspension er faldet markant.

Ifølge Ankestyrelsen er antallet faldet fra 15.969 i 2011 og 14.621 i 2012 til 5.743 i 2013, 5.981 i 2014 og 1.411 tilkendelser i første kvartal af 2015.

Gentagne afslag på førtidspension
Til trods for speciallægeerklæringer og gentagne arbejdsprøvninger, som dokumenterer, at der ingen arbejdsevne er tilbage, gives der igen og igen afslag på førtidspension.

Og der henvises i stedet til langvarige og oftest meningsløse ressourceforløb.

Et forløb, som kun synes at forlænge og udsætte vejen til fleks- eller førtidspension.

Ressourceforløbene er – ud over at være forlængende – økonomisk belastende, både menneskeligt og samfundsmæssigt, da der bruges uanede ressourcer i forvaltningen på planlægning, udførsel og kontrol af forløbene.

Ressourcer, der kan bruges på forebyggelse i stedet for.

Mistillid er præmissen for reformen
Reformen indlagde indirekte den præmis, at der findes uudnyttede ressourcer hos kronisk syge borgere.

Politisk stillede man et misstillidsvotum i forhold til borgerens sygdom:

"Er borgeren nu også så syg, som vedkommende giver indtryk af?"

Intet kan være mere underminerende for relationen mellem borger og stat eller kommune.

Ligeledes blev reformen pakket ind i salgsbar retorik, som for eksempel at unge ikke skal på førtidspension.

Men hvad er det for ressourcer, der kan udvikles, når alle muligheder allerede er afprøvet? 

Det er denne "patologi", der har præget konstruktionen af ressourceforløbet, og dette tydeliggjorde journalisten Jesper Tynell den 10. februar 2014 i forbindelse med den første evaluering af reformen.

Ingen klar snitflade
Hovedproblemet retligt set synes at være, at snitfladerne for førtidspension, fleksjob, minifleksjob og ressourceforløb er utydelige i selve lovgivningen.

Det fremgår ikke klart, hvilken form for varig og væsentlig begrænsning i arbejdsevnen, der skal knyttes til hvilke kategorier af ydelser.

Der er ikke defineret nogen specifik nedre minimumsgrænse for, hvornår borgere er berettigede til fleksjob eller førtidspension.

Grænsesøgende afgørelsespolitik 
Det fremgår heller ikke, hvor længe kommunerne skal afprøve behandling og forfølge "udvikling" af menneskers arbejdsevne, før de i lovens forstand kan konkludere og dokumentere, hvilken arbejdsevne der er tale om.

Dansk Fibromyalgi Forening mener, at borgernes retssikkerhed i mødet med den offentlige forvaltning generelt er truet eller under stærkt pres.

Det fremgår også af en rapport fra blandt andet Advokatrådet i 2015.

Forvaltningen praktiserer grænsesøgende afgørelsespolitik og foretager ofte bevidste ulovlige afgørelser, da det er omkostningsfrit for kommunen.

Når kommunerne igen og igen forlænger ressourceforløbene, kan det meget vel hænge sammen med, at det er billigere for dem end at udbetale førtidspension. 

Det er billigere, fordi satsen for ressourceforløbsydelse er lavere end satsen for førtidspension, og fordi kommunerne får en større refusion fra staten for udgifter til ressourceforløbsydelse end for udgifter til førtidspension.

Det koster på helbredet
Hovedproblemet er, at denne økonomiske spekulation fra kommunernes side på ingen måde er omkostningsfrit for borgeren.

Og på lang sigt heller ikke for staten.

Det ser DFF som retssikkerhedsmæssigt yderst problematisk: Det politiske system vil ikke tage ansvar – og tidligere ministre har blot henvist til ”kommunalt” selvstyre.

Dansk Arbejdsgiverforenings Nyhedsbrev i september fastslår, at der ud af 609 afsluttede ressourceforløb kun er 14 personer, der er kommet i arbejde to år efter reformens start. 

Det er svært at få øje på den umiddelbare succes!

Revider reformen allerede nu
DFF mener, at det politiske system nu må revidere reformen, da ingen kan være tjent med så lav succesrate – set i et menneskeligt og økonomisk - og ikke mindst retssikkerhedsmæssigt perspektiv.

Ganske få spørgsmål skal stilles og besvares for at finde en bedre løsning:

- Kan der investeres langt tidligere og mere i borgeren i sygemeldingsperioden, herunder eventuelt ved brug af revalidering og kompetenceudviklende kurser, også selv om borgeren ikke kan komme op på fuld arbejdstid igen?

- Kan borgeren inddrages langt mere og få mere indflydelse på de indsatser, der iværksættes?

- Kan rehabiliteringsteam og -plan rykkes længere frem i borgernes sygemeldingsperiode fremfor nu, hvor det først sker, når borgeren allerede er tæt på fleksjob eller førtidspension?

- Kan der sættes en grænse for, hvor mange arbejdsprøvninger, der skal iværksættes?

- Hvordan skal speciallægeerklæringer bruges?

- Hvordan kan det forebygges, at borgere ikke bliver mere syge af at være en "langvarig sag" i kommunen?

- Hvordan kan pensionskasser, fagbevægelsen, private og offentlige arbejdsgivere med flere bidrage til at oprette flere stillinger til mennesker med nedsat arbejdsevne (fleksjob)?

Tidlig indsats og investering virker
DFF arbejder på at forbedre mulighederne for, at vores medlemmer kan inkluderes eller fastholdes på arbejdsmarkedet – også selv om det ikke er på fuld tid.

Hvis regeringen ønsker flere i arbejde, må der gribes langt tidligere ind, når mennesker ikke længere har den fulde arbejdsevne i behold.

Fibromyalgiramte støder ofte ind i massiv mistillid fra systemet og ofte rubriceres de som mennesker med ondt i psyken, selv om fibromyalgi er en fysisk kronisk smertesygdom.

Vis tillid og invester tidligt i syge borgere.

Derved øges chancen for, at flere kan blive på arbejdsmarkedet hel- eller deltid, og arbejdsudbuddet vil øges og bidrage til den vækst, som regeringen efterspørger.

debat@altinget.dk