DF: Enhedslisten vil blæse på social slagside

DEBAT: Fremfor at plapre velfærdsteknokratiske floskler om at fællesskabet betaler prisen for nogle borgeres livsstil, bør Enhedslisten overveje, hvordan der skabes dybere forudsætninger for, at folk får overskud til at kvitte tobakken, skriver Liselott Blixt (DF).

Af Liselott Blixt (DF)
Formand for Folketingets Sundhedsudvalg

Enhedslistens regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden, Torben Kjær, påstår her på Altinget, at jeg og mit parti skulle have en ”forskruet” opfattelse af livskvalitet, fordi jeg i et indlæg tidligere har argumenteret for, at livskvalitet ikke er det samme som et langt liv.

Underligt nok giver Kjær mig ret i dette, men mener, at DF ikke gør nok for at forebygge livsstilssygdomme, fordi vi afviser effekten af at lade prisen på tobak stige yderligere.

Det mærkelige er, at Enhedslisten tilsyneladende er blevet helt blind på det sociale øje.

Forvrøvlede argumenter
Mange garvede rygere, som ikke kan lægge cigaretterne på hylden, vil netop få store problemer, hvis vi blot lader prisen på tobak stige, hvortil kommer, at grænsehandel og smuglercigaretter vil florere yderligere.

Det skal i øvrigt ses i det ironiske lys af, at Enhedslisten ikke har noget problem med, at folk inhalerer den langt giftigere røg fra en joint. Men dobbeltmoral er måske dobbelt så godt?

Er det pludselig Enhedslistens politik, at tobakslovgivningen i dén grad skal vende den tunge ende nedad og ramme de svageste?

At borgerne skulle kunne takke DF for nedskæringer er yderligere et forvrøvlet argument.

Vi afskaffede eksempelvis toprocents-besparelserne på sygehusene. Enhedslisten støttede en socialdemokratisk regering, som i dén grad lavede reformer og skar ind til benet.

Og mon ikke Torben Kjær har været med til at bakke op om den ubrugelige sundhedsplatform i regionen?

Torben Kjærs holdning er en gåde
I stedet for at efterplapre de typiske velfærdsteknokratiske floskler om, at visse borgeres livsstil er noget, ”fællesskabet betaler prisen for”, burde Torben Kjær og hans parti overveje, hvordan der skabes dybere forudsætninger for, at folk får overskud til at kvitte tobakken.

Vi er slet ikke uenige i, at forebyggelse er vigtig. Det samme er håndhævelsen af, at tobak ikke langes over disken til mindreårige.

Men hvordan man kan være tilhænger af legalisering af hashrygning, som vi ved kan medføre psykoser, og samtidig ønske dyrere cigaretter, er en gåde for mig.

Mon Torben Kjær og hans regions psykiatri er parat til de mange ekstra indlæggelser?

Forrige artikel Lægeforeningen til DF: Et godt liv er et sundt liv uden afhængighed Lægeforeningen til DF: Et godt liv er et sundt liv uden afhængighed Næste artikel Alzheimerforeningen: Ligestil demenssygdom med kræft Alzheimerforeningen: Ligestil demenssygdom med kræft
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.