Debat: Ulighed i sundhedssystemet er årsag til hepatitis C i Danmark

Af Anja Plesner Bloch og Anne Øvrehus
Hhv. formand for Brugernes Akademi, og speciallæge i infektionsmedicin

Lad os bare kalde dem for samfundets udstødte; de hårdest ramte stofbrugere. Medborgere, der på mange måder og af mange årsager har det sværere end de fleste. De fixer, og ja – et injektionsmisbrug kan virke som en meget selvdestruktiv adfærd, men for størstedelen er der tale om selvmedicinering af traumer, psykisk sygdom og en opvækst på skyggesiden af samfundet.

Stofbrugere vil faktisk, som de fleste andre med en usund livsstil, gerne leve sundere og bedre. Så meget desto mere beskæmmende er det, at denne gruppe mennesker stigmatiseres og nedprioriteres af det danske sundhedsvæsen, når det kommer til behandling af hepatitis C.

Manglende prioritering gør hepatitis C behandling dyr
For lidt over fire år siden kom der et gennembrud i behandlingen af smitsom hepatitis C. En effektiv og skånsom tabletbehandling, som i løbet af 8-12 uger kan kurere alle blev godkendt. Sådan var det ikke tidligere, hvor behandlingen var langvarig, bivirkningstung og ineffektiv.

Hepatitis C er en smitsom, blodbåren infektion, der alene i Danmark påvirker over 20.000 mennesker. Infektionen spredes i dag primært via blod og derfor via kanyler, der bruges til at injicere med – herunder især illegale stoffer indtaget med kanyle.

Det er også blandt stofbrugerne, at infektionen i dag spredes med omkring 300 nye tilfælde om året. Det er den aktuelle situation i Danmark, som i de fleste andre europæiske lande, hvor det skønnes, at 35-45 procent af dem, der fixer, har sygdommen.

Og skal sygdommen kureres, og smittespredningen for alvor nedbringes, så skal de smittede behandles. Det er der bred enighed om blandt forskere, og WHO vedtog i 2016 et mål om at "eliminere" hepatitis C inden 2030.

En ambition, som Danmark har tilsluttet sig, men desværre en ambition, som herhjemme indtil videre kun følges op af minimal handling. Konsekvens: Syge mennesker nægtes behandling, fordi deres lever endnu ikke er skadet "nok".

Problemet, og sagens kerne, er, at behandlingen med den nye kur er dyr. Først var det Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS), der ikke ville give behandlingen fri. Sidenhen var det Medicinrådet.

Og det til trods for at både de internationale og nationale faglige retningslinjer anbefaler det. Ironisk nok har de lande, der har valgt at give behandlingen fri, forhandlet sig frem til priser, som er langt lavere end det, vi i Danmark betaler.

Både Finland og Norge betaler cirka en femtedel af prisen i forhold til os. Behandlingen er med andre ord dyr, fordi man ikke prioriterer den.

Nemt at nægte stofbrugere behandling
Hvorfor forholder det sig sådan? Modstanderne af behandling begrunder ofte deres skepsis med, at der er risiko for at blive smittet igen efter endt behandling, og at man kan leve i mange år med infektionen uden at få skrumpelever eller leverkræft.

Derfor nedprioriteres de smittede af sundhedsvæsenet. Tankevækkende!

Det er jo vanskeligt at forestille sig, at man ville anvende samme argument over for andre smitsomme sygdomme. Det ville svare til, at man ikke vil behandle syfilis, fordi man i sagens natur kan få det igen, hvis man fortsætter med at dyrke sex.

En strategi, hvor man ikke behandler personer, der er inficeret med hepatitis C og kan smitte andre, er både uetisk og infektionskontrolmæssigt tåbeligt. Mange af de smittede er mennesker, der fixer stoffer eller har gjort det, og det er svært ikke at mistænke den passive tilgang til hepatitis C for at have rod i det faktum, at der netop er tale om stofbrugere.

Som henholdsvis tidligere stofbruger og formand for Brugernes Akademi og som læge ved vi, at dem, der har været så "heldige", at de var syge nok til at få kuren, oplever en klar forbedring i netop livskvaliteten.

De fortæller, hvordan den invaliderende træthed er forsvundet, om nattesøvn, der ikke længere afbrydes af smerter i kroppen, om en forbedret hukommelse, koncentrationsevne og et generelt øget overskud, der – ikke mindst – gør det nemmere at forsøge at komme ud af sit stofbrug.

Ingen handler, alle vasker hænder
Det er nemt at nægte stofbrugere behandling, for der er ikke mange, der advokerer for en "junkie-sygdom". Men i andre lande, med Skotland som foregangsland, har man lavet nationale strategier, hvor opsporing, diagnostik og behandling afvikles som en samlet indsats, der tilbydes alle.

Herunder også dem, der er udsatte og har brug for at hjælpen kommer til dem. I Danmark skønnes det, at en tredjedel af alle injicerende stofbrugere er ukendte af behandlingssystemet. Der er derfor brug for en indsats, som rækker ud til den del af samfundet, fordi vi ved, at der er ressourcer blandt stofbrugerne.

Ressourcer til at hjælpe i arbejdet med at opspore og oplyse risikogruppen om forebyggelse og behandlingsmuligheder. En tiltrængt gentænkning af hepatitis C-indsatsen bør derfor være en anledning til at skabe en kultur, hvor systemet og de udsatte borgere i højere grad arbejder sammen. 

Desværre mener sundhedsministeren ikke, at der skal laves en ny plan for hepatitis C, og der arbejdes aktuelt ikke (til vores bedste vidende) på at lave en national eliminationsstrategi.

Død af leversygdom og leverkræft som følge af hepatitis C er næsten 100 procent forebyggeligt, hvis der behandles tidligt. Det modsatte er tilfældet, hvis sygdommen opdages sent. Ubehandlet hepatitis C øger risikoen for sukkersyge, stofskiftesygdom, nyresvigt og en række andre sygdomme og symptomer ud over det, der er relateret til leveren.

At Danmark stadig ikke har en strategi for at eliminere hepatitis C er pinligt. Systemet bør gå i klinch med industrien for at opnå samme priser som i resten af Skandinavien og store dele af Europa.

Og der skal handles nu, og situationen kræver samarbejde mellem kommuner, regioner, stat og patienter - inklusiv dem, der fixer deres stoffer. Vi har i Danmark forpligtiget os til at få udryddet en smitsom, kræftgivende sygdom. Alligevel vaskes der hænder alle steder, hvor forskellen reelt kan gøres.

debat@altinget.dk