Danskerne vil selv betale for skolemad

NYHED: Et stort flertal af danskerne mener, det er forældrenes eget ansvar at betale for skolemad til børnene.

Næsten to tredjedele af danskerne mener, forældrene selv skal betale for den mad, børnene skal spise i skolen.

Det viser en meningsmåling, analysefirmaet A&B Analyse har foretaget for Altinget. Kun godt 34 procent mener, det er statens opgave, mens mere end 62 procent af de adspurgte vil give forældrene ansvaret.

På linje med regeringen
Dermed ligger befolkningen på linje med forbrugerminister Lars Barfoed (K), der i sidste uge fremlagde sin forbrugerpolitiske redegørelse. Her fastslår han, at der efter regeringens opfattelse bør være madordninger i alle dagtilbud og skoler, men siger samtidig også, at madordningerne fuldt ud bør finansieres af forældrene.

Login