Dansk Sygepleje Selskab: Indfør plejegaranti i sundhedsvæsenet

DEBAT: Sundhedsvæsenet har ingen garanti for den sygepleje, som er central for, at behandlingen lykkes, og at patienten i sidste ende bliver rask, skriver Dansk Sygepleje Selskabs formand, Pia Dreyer.

Af Pia Dreyer
Formand, Dansk Sygepleje Selskab

Danske patienter har i mange år haft frit sygehusvalg og en behandlingsgaranti, som sikrer dem en ensartet udredning og behandling af høj kvalitet inden for blandt andet psykiatri, kræft og akutområdet.

Men paradoksalt nok har sundhedsvæsenet ingen tilsvarende garanti for den sygepleje, som er central for, at behandlingen lykkes, og at patienten i sidste ende bliver rask. Konsekvensen er, at der i dag er stor forskel på de plejetilbud, som landets patienter får.

Niveauet af sygeplejen sker med afsæt i lokale skøn i kommuner og regioner, og normeringerne for sygeplejersker er historiske og hænger ikke altid sammen med faglighed.

Dermed risikerer vi i værste fald, at færre patienter overlever, og at flere får komplikationer og forlængede behandlingsforløb. Samtidig får ressourcestærke patienter en bedre pleje end eksempelvis socialt udsatte, ensomme og marginaliserede patienter.

Det sker især i den svære overgang mellem sygehusets og kommunens tilbud, som kan kræve meget af patienterne at overskue og håndtere.

Sygepleje har stor betydning
Umiddelbart kan man måske tænke, at lægens behandling er vigtigere end plejen fra sygeplejerskernes side.

Men der er faktisk omfattende videnskabelig dokumentation for, at sygepleje har stor betydning for både patientsikkerhed, indlæggelsestid, risikoen for komplikationer og overlevelse.  

Det gælder uanset, om sygeplejen består af eksempelvis monitorering af blodtryk, puls, temperatur og bevidsthedsniveau hos en patient med en forværret tilstand, om der er tale om generel omsorg og lindring, eller om sygeplejersken hjælper patienter med at komme på toilettet, bevæge sig, indtage tilstrækkelig ernæring, få sårbehandling eller varetage mundpleje og kropsvask.

En undersøgelse viser således, at patienters mulighed for at overleve en hospitalsindlæggelse øges med 11 procent, hvis der er tilstrækkeligt med sygeplejersker til stede til at yde den påkrævede sygepleje.

En anden undersøgelse viser, at risikoen for komplikationer som eksempelvis urinvejsinfektioner, liggesår, indre blødninger og infektioner reduceres ved en kompetent sygepleje foretaget af uddannet personale.

Plejegaranti vil sikre høj kvalitet
Der er mange kommuner og sygehuse, der gør en ihærdig indsats for at give patienterne den påkrævede sygepleje før, under og efter behandlingen. Initiativer som eksempelvis socialsygeplejersker og specialiserede hjemmeplejeteams i kommunerne har også hjulpet plejen godt på vej.  

Men det ændrer ikke ved, at patientens postnummer og sociale placering stadig er med til at bestemme kvaliteten af den sygepleje og behandling, som personen får.

Den mest oplagte måde at komme problemet til livs er at give alle landets patienter, uanset bopæl og indkomst, en garanti for, at de kan få den rette sygepleje af kvalificeret personale, når de kommer i kontakt med sundhedsvæsenet.

Idéen med plejegarantien er, at det ikke skal være op til det enkelte sygehus eller den enkelte kommune at bestemme niveauet af sygeplejen, men at en national standard skal sikre en ensartet pleje af høj kvalitet på tværs af postnumre.

Altså akkurat ligesom behandlingsgarantien fungerer, blot på plejeområdet. Netop behandlingsgarantien har om noget vist, at garantier virker, når målet er at skabe en ensartet kvalitet på tværs af landsdele.

Bedre balance i sygeplejen
Lige nu sidder regeringen og forhandler med de øvrige partier om en udligningsreform, som skal skabe mere balance på tværs af kommunerne. Jeg foreslår, at partierne udnytter lejligheden til også at skabe en bedre balance i den sygepleje, som landets patienter tilbydes, med en plejegaranti.

Med udgangspunkt i nationale standarder må vi udarbejde en national minimumsstandard for kvaliteten af sygeplejen, hvilket vil gavne patienterne og skabe rammer for en højere patientsikkerhed, færre komplikationer og mere effektiv behandling og pleje.

Plejegarantien bør oplagt inddrage de pårørende, der ofte er vigtige samarbejdspartnere for at skabe gode overgange mellem sygehuse og kommunale tilbud. Man kan også overveje, om garantien skal inkludere minimumsnormeringer med afsæt i den omfattende forskning i, hvor mange patienter en sygeplejerske kan pleje.

Én ting er sikkert: Med stadig mere patientpleje og behandling, der overgår fra sygehusene til kommunerne, vil de lokale forskelle på sygeplejen kun blive større i fremtiden, hvis ikke vi sætter ind nu.

Forrige artikel Overlæge: Regeringens coronastrategi mangler fokus på epidemiens motor Overlæge: Regeringens coronastrategi mangler fokus på epidemiens motor Næste artikel Brugernes Akademi: Stop tvungent fremmøde for stofbrugere under coronaepidemien Brugernes Akademi: Stop tvungent fremmøde for stofbrugere under coronaepidemien
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.