Dårlige fødder får tilskud

NOTE: Folk med svær leddegigt kan nu få tilskud til fodbehandling. En stor sejr, siger Gigtforeningen.

Mange års kamp fra Gigtforeningen har båret frugt, for nu kan folk med svær leddegigt få tilskud til fodbehandling. Og det bliver fejret som en af de største sejre i flere år, siger direktør Lene Witte fra Gigtforeningen.


"Sagen er meget større, end man tror. Mennesker med svær leddegigt har oftest ikke mulighed for at selv at ordne deres fødder. Leddegigten øger risikoen for nedfaldne, fejlstillede tæer og ligtorne. Det er smertefuldt, og det er afgørende for patienterne at få fodbehandling," siger Lene Witte.


Der er afsat penge til gennemsnitlig ni årlige fodbehandlinger til de cirka 17.500 patienter med svær leddegigt - i alt 24 mio. kr.
Med den nye bekendtgørelse fra Sundhedsstyrelsen bliver patienter med leddegigt ligestillet med diabetikere, der længe har fået tilskud til fodbehandling.

Login