Debat: Det er en kolossal opgave at skabe psykologisk tryghed blandt sundhedsvæsenets ansatte

Af Inge Kristensen, Jan Mainz, Mickael Bech, Hanne Agerbak og Nanna Kure-Biegel
hhv. direktør, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, professor og direktør, Psykiatrien, Region Nordjylland, forsknings-og analysechef, VIVE, kontorchef, KL og konsulent, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

I arbejdet med at forbedre sundhedsvæsenet er der fokus på mål. Mål for (bedre) effekt, men også mål for processen, da processer har betydning for resultatet. Disse typer mål er velkendte.

Mindre opmærksomhed får såkaldte balancerende mål. Kort fortalt skal balancerende mål vise om ændringer i en del af organisationen eller for nogle borgere kan give problemer for andre dele af organisationen eller andre borgere.

Er det på tide at udvide de balancerende mål? I kølvandet på covid-19 har vi for alvor set, at løsninger, der er gode for nogen, ikke virker for andre. Det peger flere forfattere på i vores nye antologi, ”Kvalitet og patientsikkerhed under covid-19”. Dermed medvirker løsningerne til ikke bare at fastholde ulighed i sundhed, men også at udbygge den. Sundhedspersonalet og deres belastninger er heller ikke tilstrækkeligt adresseret i målene.

Der skal derfor i fremtidens beredskab inkorporeres to indsatser mod de to mangler: psykosociale tilbud og monitorering rettet mod personalet og (kommunikations)initiativer til særlige målgrupper i samfundet.

Psykologisk tryghed er afgørende

Det er blevet grelt tydeligt, at den langvarige sundhedskrise har slidt på sundhedsvæsenets ansatte. I forvejen var der ikke alle steder et systematisk og udbygget fokus på psykologisk tryghed for personalet, og års overfokusering på kontrol har i forvejen eroderet den grundlæggende tryghed hos medarbejderne.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Ny bog kommer hele vejen rundt om sundhedsvæsenet under pandemien

Vi vidste det jo godt, men covid-19-krisen har gjort det mere end tydeligt, og vi står med en kolossal opgave nu. Men vi får det, vi måler. Og der er – uanset gode ord – ikke et tilstrækkeligt, systematisk fokus på psykologisk tryghed. Men det er nødvendigt, at det fokus kommer, for det er og bliver afgørende vigtigt i en nær fremtid, der byder på massiv personalemangel.

Corona har afsløret og udbygget ulighed

Ingen er – eller bør være - i tvivl om, at indsatser et sted i sundhedsvæsenet påvirker andre dele – direkte eller indirekte. Når nogle patienter får højere prioritet, får andre lavere prioritet.

Når sundhedsvæsenet lukker ned på grund af én sygdom, så bliver mange af dem, der måske har størst behov, væk fra sundhedstilbud.Når hospitaler udskriver nogle patienter tidligere, så påvirker det kommunerne. Kommunernes indsats påvirker hospitalerne, og så videre. Meget fungerede, men en del på trods af og ikke på grund af beredskabsplaner.

En mangel i beredskabet var det utilstrækkelige fokus på disse indbyrdes afhængigheder og afledte effekter. Vi har endnu ikke data for, hvilke konsekvenser nedlukninger har haft i relation til manglende eller forsinkede diagnoser. Men vi kan allerede se, at befolkningsgrupper, der har haft behov for tilbud eller information ikke er blevet tilstrækkeligt imødekommet.

Det gælder blandt andet personer med psykiske lidelser, med dårlig mental sundhed og personer med anden etnisk baggrund end dansk. Her er den rette information ikke – og vil heller ikke i fremtiden vil være – en pjece eller en hjemmeside.

“Plans are worthless – planning is everything”, sagde Eisenhower. I planlægningen af det løbende og konkrete beredskab skal særlige målgruppers særlige behov derfor tænkes ind. Og de indbyrdes afhængigheder – i befolkningen og i forhold til personalet – skal være inkluderet.

 

debat@altinget.dk