Apotekere: Vi kan frigive ressourcer i sundhedssektoren, hvis vi har modet til se på tværs af faggrupper

Sundhedssektorens problemer skal løses strukturelt. Der er brug for at se på, hvordan forskellige faggrupper kan hjælpe og aflaste hinanden, så der frigives ressourcer til de primære opgaver, skriver Jesper Gulev Larsen.

Regionerne skal lade være med at opfinde hver deres dybe tallerken. Problemerne i sundhedssektoren er strukturelle og kræver en samlet, langsigtet løsning – blandt andet med øget brug af sundhedsteknologi og opblødning af faggrænser.

Sådan kan man opsummere Martin Geertsens debatindlæg ”Drop de selvopfundne dybe tallerkner i regionerne”. Og fra apotekerside er vi enige. De mange udfordringer, som sundhedssektoren står overfor, skal løses gennem samlede og standardiserede løsninger, så borgerne ikke skal opleve forskelle i sundhedsvæsenets tilbud på tværs af kommune- og regionsgrænser.

Der er brug for alle gode kræfter i dette arbejde. Speciallæger, tandlæger, fysioterapeuter, ergoterapeuter, fodterapeuter, diætister samt apotekernes farmaceuter og farmakonomer skal være med til at løse opgaver for og i samarbejde med regionerne og kommunerne. Målet er, at færre borgere kommer ind på hospitalerne, og at alle gribes, når de kommer ud og skal færdigbehandles i det nære sundhedsvæsen.

De kompetencer, samt teknologi og viden, der allerede findes i sundhedssektoren i dag, kan og skal udnyttes meget bedre. Ellers får vi ikke skabt større robusthed, mere sammenhæng og en effektiv opgavefordeling.

Apotekerne kan gøre mere
På apotekerne vil vi gerne bidrage til dette arbejde. Helt konkret kan vi atter indgå i det nationale vaccinationsprogram mod blandt andet covid-19 og influenza, så regionerne ikke behøver binde personaleressourcer i halvtomme vaccinationscentre. Ovenikøbet kan det skabe lettere tilgængelighed for borgerne.

Vi skal også udnytte teknologien bedre. Apotekerne kan med eksisterende pakkemaskiner dosispakke flere borgeres medicin, så ressourcerne i den kommunale hjemmepleje kan bruges på den primære plejeopgave. Teknologien i det fælles medicinkort (FMK) er også klart til en ny arbejdsdeling mellem læge og apotek, hvor lægen kan ordinere direkte i det fælles medicinkort, som apoteket har adgang til.

Og så kan vi være med til at sikre mere trygge og selvhjulpne borgere ved at tilbyde flere medicinsamtaler. Tilknytter man en apoteksfarmaceut til alle plejehjem, kan denne blandt andet gennemgå nye beboeres medicin og i samarbejde med lægen identificere og hjælpe de borgere, der får overflødig medicin. Endvidere kan det lokale apotek undervise personalet på plejehjem og bosteder og på den måde styrke deres medicinkompetencer.

Alt dette vil ikke alene frigive ressourcer og sikre bedre og mere ens kvalitet i sundhedssektoren. Det vil også forhindre mange medicinfejl og indlæggelser, der skyldes medicin.

Det kræver mod
Potentialet er altså stort – og de øvrige sundhedsfag, jeg har nævnt, vil helt sikkert kunne komme med tilsvarende forslag til, hvordan de med deres faglighed kan aflaste og hjælpe. Det kræver bare, at man i de forskellige kommissioner og arbejdsgrupper, der er nedsat, har modet til at se på tværs af faggrupper og at sætte nogle nationale kvalitetsstandarder for den danske sundheds- og plejesektor.

Dermed bliver det ikke op til den enkelte kommune eller region at beslutte, om man vil have høj medicinsikkerhed på plejehjemmet eller nære og lokale vaccinationstilbud, når influenzasæsonen igen står for døren. Det skal være ens over hele landet, og (med Martin Geertsens ord) behøver regionerne ikke opfinde hver deres dybe tallerken.

{{toplink}}

Forrige artikel Akutmedicinere: Vi nærmer os engelske tilstande i de danske akutmodtagelser Akutmedicinere: Vi nærmer os engelske tilstande i de danske akutmodtagelser Næste artikel Overlæge: Svær overvægt skal anerkendes som en sygdom, vi skal behandle i fællesskab Overlæge: Svær overvægt skal anerkendes som en sygdom, vi skal behandle i fællesskab
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.