Apoteker forstår lægers nødråb: Giv os mere ansvar for forebyggelse af kroniske sygdomme

DEBAT: Mange nye kronikere skaber behov for nytænkning i sundhedssektoren. Giv os mere ansvar for forebyggelse, opsporing og behandling af kroniske sygdomme, opfordrer apotekerne.

Af Anne Kahns
Formand, Danmarks Apotekerforening

To ud af tre voksne danskere over 16 år lider af en eller flere kroniske sygdomme. Det er den noget overraskende konklusion i et studie, der er foretaget af Aalborg Universitet, og som er Danmarks hidtil største studie i kroniske sygdomme.

Studiets resultat viser næsten en fordobling af de hidtidige estimater, og det rejser selvfølgelig en række vigtige spørgsmål om fremtidige prioriteringer i sundhedssektoren.

Af undersøgelsen fremgår det også, at forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol og luftvejssygdomme som allergi, bronkitis og astma er topscorerne på listen over de mest udbredte kroniske sygdomme.

Og det er lige præcis de patienter, som vi møder hver dag i skranken på apoteket, og som vi rådgiver om deres medicin. Vores fokus er at sikre, at de borgere, der kommer på apoteket, får den rigtige medicin og tager den rigtigt.

Vi forstår lægernes nødråb
En kronisk sygdom er ikke nødvendigvis ensbetydende med nedsat livskvalitet og dårligt helbred.

Halvdelen af os lever fint og stabilt med vores kroniske sygdomme, fordi vi har tilpasset vore livsstil efter dem og sørger for at tage vores medicin korrekt. Den anden halvdel har generelt compliance-problemer i forhold til deres medicinindtag.

At den kroniske sygdom er velbehandlet, er ikke alene vigtigt for patientens livskvalitet. Det er også vigtigt for at sikre, at patienter med kroniske sygdomme ikke belaster sundhedssektoren unødigt.

Vi kan i Altinget læse, at formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing råber vagt i gevær og påpeger, at sundhedsvæsenet i mange år har været underfinansieret.

Det er ikke muligt at klare presset fra de mange kroniske patienter uden et markant økonomisk løft. Det nødråb har vi fuld forståelse for.

Kontakt med lægemiddelbrugere kan forbedres
Men ud over at sikre flere ressourcer til sektoren er løsningen også at udnytte alle tilgængelige ressourcer på bedste måde. Det gør vi ved at lade de forskellige dele af sundhedssektoren gøre det, som de er bedst til.

På apotekerne er vi eksperter i lægemidler, og vi har den daglige kontakt til alle landets lægemiddelbrugere. Det kan udnyttes endnu mere.

Allerede i dag har vi en række sundhedstilbud til de patienter, der kommer på apoteket for at hente medicin. Her spørger vi ind til og sikrer kvaliteten af deres medicinefterlevelse.

Eksempelvis demonstrerer vi, hvordan man skal tage sin inhalationsmedicin korrekt, og vi tilbyder en medicinsamtale til nydiagnosticerede kronikere.

Også patienter, der har været kronikere i flere år og har problemer med at tage medicinen rigtigt, kan gå på apoteket og få en medicinsamtale med en farmaceut. På den måde hjælper vi med til at sikre, at de mange kronikere er velbehandlede og ikke belaster lægerne unødigt meget.

Fra 1. juli i år kan kroniske patienter under visse betingelser endvidere få genordineret deres receptmedicin på apoteket. Det sparer den hårdt belastede akuttelefon for et opkald i de tidsrum, hvor lægen holder lukket.

Apoteker er den nære del af sundhedssektoren
På apotekerne tager vi gerne endnu flere af denne type opgaver på os.

Eksempelvis har vi netop tilbudt Sundheds- og Ældreministeriet at afprøve en ordning, hvor apoteket i samarbejde med lægen hjælper til med at justere i patienternes medicinske behandling – eksempelvis patienter, der får blodfortyndende medicin.

Det sker på baggrund af konkrete test eller målinger, og det tager udgangspunkt i fastlagte retningslinjer. Ordningen, der er kendt fra andre lande, vil også være med til at aflaste lægerne.

Apotekerne er den fremskudte og nære del af sundhedssektoren, som er tæt på borgerne. Det kan vi udnytte til at sikre endnu bedre forebyggelse, tidlig opsporing og korrekt behandling af de mange kroniske patienter.

Og de kroniske patienter er ifølge de nye tal både dig og mig.

Forrige artikel Parkinsonforeningen: Heunicke må skride ind over for medicinmangel Parkinsonforeningen: Heunicke må skride ind over for medicinmangel Næste artikel Magistre og læger: Virksomheder skal forhindre LGBT+-personers mistrivsel Magistre og læger: Virksomheder skal forhindre LGBT+-personers mistrivsel
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.