Apoteker: Fejlmedicinering koster dyrt

Af Paul Bundgaard
Apoteker og tidligere formand for Danmarks Apotekerforening

De seneste måneder har pressen haft fokus på regionernes stærkt stigende udgifter til medicin.

Vi har således set en stærkt foruroliget formand for regionerne, der på den ene side har lagt op til en prioriteringsdebat om, hvilke patienter der i fremtiden skal have hvilken medicin, og på den anden side en debat med medicinalindustrien om prisen på især de nyeste og ofte meget dyre lægemidler.

Det er en debat, der ikke vil være forbeholdt dette forår, men som vil gentage sig oftere, i takt med at lægemiddelindustrien til stadighed udvikler nye typer og mere individuelt designede lægemidler som blandt andet biologiske lægemidler.

Stigende udgifter er ikke hele sandheden
Og formanden for regionerne har ganske rigtigt en pointe med de stærkt stigende udgifter til medicin på hospitalsområdet.

Men det er ikke hele sandheden.

Regionerne har gennem de seneste halve snese år kunnet se et fald i udgifterne på sygesikringsområdet, altså til medicin i primærsektoren.

Ikke mindst reglerne om udlevering af de billigste blandt ligeværdige generiske lægemidler i primærsektoren har været med til at sænke priserne og dermed udgifterne for sygesikringen.

Det har regionerne kunnet glæde sig over i mange år, og det burde have været inddraget i en mere nuanceret debat om regionernes medicinudgifter.

Det, at denne debat opstår og vil opstå hyppigere i fremtiden, skyldes sandsynligvis, at udgifterne til medicin i primær- og sekundærsektoren er meget synlige og ganske nemme at opgøre på regionernes regnskaber.

Det, der til gengæld ikke er så synligt, er det, jeg vil kalde de indirekte medicinrelaterede omkostninger.

Omkostningerne ved mislykket medicinering
En række kommuner har de seneste fire til fem år indgået aftaler om gennemgang af især svage borgeres medicinprofil.

Det er især borgere, der får mange forskellige slags medicin, og som er hyppige brugere af sundhedsydelser, som er blevet undersøgt.

Der er mange steder sket en evaluering af disse forsøg, og man har stort set kunnet registrere den samme type problemer i alle undersøgelserne med over-, under- og/eller fejl-medicinering hos et overraskende stort antal af disse borgere.

Det er ikke ny viden.

Såvel nationale som internationale undersøgelser peger i samme retning.

Men en ting er givet: Omkostningerne er store.

Ikke til medicin, men til opfølgning på de problemer eller skader, som den mislykkede medicinering har forårsaget.

Erkendes og rettes disse fejl ikke, vil de i yderste konsekvens give afledte problemer i plejesektoren eller i sygehussektoren.

Der er her et åbenlyst besparelsespotentiale for såvel kommuner som regioner.

Men det interessante er naturligvis, hvordan disse fejl opstår - og endnu mere, om de kunne være undgået.

Her kan problemerne imødegås
Det er min vurdering, at mange af problemerne kan imødegås, især ved 

-   Et større fokus på medicin og et kompetenceløft hos de medarbejdere, der håndterer medicin i plejesektoren                     

-   Et bedre tværfagligt samarbejde mellem sundhedsprofessioner og sektorer. Et forhold, der ofte bliver fremhævet, og tilsvarende ofte bliver overset

-   Lettelser i praksissektoren, som tiltagende er blevet presset mere og mere på grund af mangel på praksislæger.

Praksissektoren skal i fokus
Det forekommer som lidt af et paradoks, at der i disse år pumpes utroligt mange milliarder kroner i sygehussektoren til regions- og akutsygehuse, mens praksissektoren bliver mere og mere presset.

I takt med at regionernes sygehusplaner bliver ført ud i livet, bør fokus nu rettes mod praksissektoren med uddannelse af flere praksislæger og samling af lægerne i lægecentre, så en udvidet varetagelse af undersøgelser og behandling foretages i nærmiljøet.

Det er bydende nødvendigt, hvis man vil have sammenhæng i behandlingen af borgerne.

Det vil gavne borgeren og givetvis også den kommunale og regionale økonomi.

debat@altinget.dk