Å-kandidat: Medicinalindustriens profit er for stor

Af Jesper Nørgaard Kjær
Folketingskandidat (Å) og medicinstuderende

Vi prioriterer i sundhedsvæsenet. Vi vælger til og fra.

Hvordan får vi mest sundhed for pengene? Skal vi skære i sengepladser eller personale?

Det eneste område, der er helligt, er medicinen.

Og det er et problem.

For svarer medicinens værdi altid til, hvad de samme penge kunne bruges til andre steder i sundhedsvæsenet?

Det er et svært spørgsmål.

Prioriteringsinstitut kan skabe åbenhed
Derfor ønsker Alternativet et såkaldt prioriteringsinstitut. Det skal bestå af fagfolk fra sundhedsvæsenet og universiteterne, som skal sikre en høj faglighed i beslutningerne, og borgere, som skal sikre gennemsigtighed og demokratisk indflydelse.

Ud over at skabe åbenhed om prioriteringer på sundhedsområdet, kan analyser af medicins effekt sat i sammenhæng med dets pris angiveligt også få priserne til at falde.

Men er det nu rigtigt? Har vi noget at forhandle om?

Medicin er jo patenteret, og udviklingen er meget omkostningstung.

Alligevel vil jeg her komme med argumenter for, at vi har et stærkt grundlag for at få sænket medicinpriserne og dermed give sundhedsvæsenet væsentlige ressourcer til andre områder.

Manglende konkurrence på ny medicin
Det er den nye medicin, der udgør en stigende andel af sundhedsvæsenets udgifter. Den er patenteret, og derfor er der ikke et konkurrerende marked til at presse prisen.

Når køberen ikke kræver lavere priser, bliver den naturligvis meget høj.

Med prioriteringsinstituttets analyser i hånden kan vi i fremtiden kræve lavere priser, hvis medicinens effekt er for lav i forhold til dens pris.

Det kan vi ikke i dag.

I stedet må andre områder lide afsavn, uden det er gjort op, om det samlet set vil give dårligere behandling.

Profitmarginen er enorm
Et område, hvor vi især står stærkt, er med hensyn til selve produktionsomkostningerne. For eksempel koster den nye kur, imatinib, mod leukæmi 750 kroner per pille, selvom hver pille koster mindre end én krone at producere.

Det er en helt abnorm profitmargin.

Prismarginer nåede dog nye højder, da sofosbuvir til behandling af leverbetændelse blev introduceret. En 12-ugers kur koster 450.000 kroner, selvom produktionen kun koster 500-1.000 kroner.

Industrien forsvarer de høje priser med, at det er meget dyrt at forske i og udvikle medicinen.

Men det er svært at forsvare:

Medicinalindustrien er ifølge BBC den mest profitable industri for aktionærer.

År efter år præsenteres der helt vilde overskud, og aktiekurserne stiger til vejrs.

Ville de gøre det, hvis udviklingen var så dyr?

Uigennemsigtigheden gør det vanskeligt
Desværre er regnskaber fra medicinalindustrien svære at gennemskue, ligesom det er svært nøjagtigt at afgøre, hvor dyrt det er at udvikle medicin. En industrisponsoreret rapport fra Tufts University kom frem til, at det i gennemsnit koster 2 milliarder dollars at få et nyt lægemiddel på markedet.

Heri også indregnet alle de fejlslagne forsøg.

Rapporten er efterfølgende blevet stærkt kritiseret. Blandt andet fordi den tyske non-profit NGO, DNDi, kan udvikle ny medicin til cirka 125 millioner dollars per præparat inklusiv fejlforsøg.

Uden forhandlinger vil priserne stige yderligere
Endvidere får industrien inddirekte statsstøtte ved al den offentlige grundforskning, der ligger bag ny medicin.

Årligt afsætter staten milliarder af kroner til grundforskning. Det kan bruges som et argument for, at priserne ikke kan presses i vejret, når vi nu selv har været med til at lave forskningen på området.

Vi har et stærkt forhandlingsgrundlag. Vi kan med flere stærke argumenter i baghånden presse priserne ned.

Det skal udnyttes, for uden forhandling vil det patenterede medicin stige yderligere i pris.

Dermed vil flere midler til sundhedsvæsenet hverken gavne patienter eller personale, men kun medicinalindustrien.

debat@altinget.dk