Rør ikke ved behandlingsgarantien
DEBAT: Behandlingsgarantien er det eneste, der kan presse ventetiderne for gigtpatienter ned på et acceptabelt niveau. Det er trist, at der nu sås tvivl om garantiens berettigelse, mener Gigtforeningen.
Af Lene Witte,
Direktør, Gigtforeningen
Ifølge Altinget sætter læger nu spørgsmålstegn ved, om vi skal holde fast i behandlingsgarantien. Blandt andet mener lægerne, at behandlingsgarantien medfører, at der bliver udført for mange operationer i Danmark.
Lad det være sagt med det samme: I Gigtforeningen bakker vi hundrede procent op om behandlingsgarantien. Den er det eneste, der kan presse de alt for lange ventetider for gigtpatienter ned på et acceptabelt niveau. Derfor er det trist, at den nu beskyldes for noget, der ligger langt ud over de gode intentioner bag aftalen.
Behandlingsgarantien har været kærkommen for rigtig mange danskere med sygdomme i led, ryg og muskler. Dem, der tidligere blev henvist til lange ventelister, og som i nogle tilfælde måtte vente i måneder og år, før de kunne komme i behandling. Behandlingsgarantien har sikret, at de er blevet behandlet inden for en overskuelig tid, og at de dermed har fået formindsket eller helt er sluppet for voldsomme smerter og nedsat funktion.
Den har også medvirket til, at patienterne ikke har fået bivirkninger som følge af et årelangt medicinforbrug. Og den har bidraget til, at mennesker er kommet i behandling tids nok til at undgå, at sygdommen og dens følger er blevet forværret. Endelig har behandlingsgarantien - ikke mindst - medvirket til, at danskere i den erhvervsaktive i højere grad har mulighed for at beholde deres arbejde.
Behandlingsgarantien er altså langt bedre end sit rygte. Når lægerne alligevel anfægter den og beskylder den for at være årsagen til for mange operationer, så er det ikke selve behandlingsgarantien, der er problemet. Det er måden, den bliver forvaltet på.
At man har garanti for behandling betyder nemlig ikke, at man er garanteret en operation. Der kan lige så vel være tale om fysioterapi eller anden form for ikke-operativ behandling. Operation er som udgangspunkt sidste udvej, f.eks. ved indsættelse af et nyt led på grund af slidgigt. Forinden bør andre mindre krævende indgreb og alternative tilbud om behandling være afprøvet.
Og her må lægerne gribe i egen barm. Det er dem, der afgør behandlingsformen. Hvis der reelt opereres for mange, så må lægerne tænke bredere, når de overvejer behandlingsmulighederne, og altså se på hele behandlingsforløbet. Løsningen kan aldrig være at lade være med at behandle til tiden. Eller ikke at behandle overhovedet.
Der er brug for politisk handlekraft
Liberalisering skyld i prisforskelle på håndkøbsmedicin
