Bundlinjen betragtet med psykiatriens briller

Af Poul Nyrup Rasmussen,
Formand for Det Sociale Netværk og tidligere statsminister (S).

Prøv at forestille dig, at du arbejder på en psykiatrisk afdeling. Sidste weekend blev en frygtelig tilredt patient indlagt efter at have forsøgt selvmord. Han havde igen og igen hamret sit hovede ind i vægge og ting, og det er formentligt kun fordi, naboerne klagede over støjen, at han overhovedet lever endnu. I dagene efter var han afkræftet og skamfuld, men nu begynder han at åbne. Han sidder sammen med de andre under måltiderne, han tager sin medicin, og han begynder at fortælle om sig selv. Flere gange spørger han nervøst, hvornår han skal hjem, og hver gang beroliger du ham med, at det skal han først, når han er klar til det. "Hvornår er jeg klar?" spørger han så, og du svarer, at det er han, når han er stabil i sin behandling. Det gør ham roligere, og nogle gange tager han din hånd, og holder den tæt i sin.

En dag, da du kommer på arbejde, er han blevet tvangsfikseret. Du spørger, hvad der er sket, og får at vide, at han begyndte at slå sig selv i ansigtet, da han fik at vide, at han skulle udskrives senere samme dag. Da du møder ham, kigger han væk, og også du har lyst til at kigge væk, men samtidig fyldes du af en overvældende trang til at sige undskyld til ham.

Næste dag står du med hans skælvende og svedige hånd i din, mens han får sine udskrivelsespapirer. Tre nye patienter er kommet til i løbet af natten, og der er allerede for mange patienter på afdelingen i forhold til antallet af senge. Derfor må du og dine kolleger udskrive de tre patienter, der har det bedst, og er mindst til fare for sig selv og andre.

Da døren lukker sig efter ham, står du med en mærkelig følelse i maven. Du tænker på, om han mon kommer tilbage, og om det i så fald vil være i tide. Du kan ikke lade være med at tænke på, om det vil være bedst, om han begår en mindre forbrydelse, så han kan blive indlagt på en retspsykiatrisk afdeling, hvor der både er bedre tid og flere midler til behandlingen. Sådan er du begyndt at tænke - ligesom for øvrigt en stor del af dine kolleger er.

Nedskæringer
Denne historie er fiktiv, men den er et billede på den virkelighed, der netop nu udspiller sig på de psykiatriske afdelinger. Det har jeg fået bekræftet ved samtaler med medarbejdere i psykiatrien og ved, over sommeren, at følge med i, hvordan psykiatriens medarbejdere har berettet til medierne om for tidlige udskrivninger af psykisk sårbare, og at man i dag helst skal være kriminel for at få hjælp til at komme sig over sin psykiske lidelse. Det er ikke første gang, denne historie har lydt i medierne. Faktisk er den blevet fortalt hvert forår i hvert fald de seneste fem år. Og hver gang er der fulgt et håb om forandring med. Et håb om, at politikerne vil få øjnene op for, at psykiatrien trænger til et velvilligt greb i statskassen. Alligevel er det fortsat småt med midler, og efterhånden er besparelser, nedlægning af sengepladser og fyring af personale dagligdag på mange psykiatriske afdelinger rundt i landet. Også i år er der varslet besparelser. På Sct. Hans Hospital er der varslet besparelser på 85 sengepladser og 200 stillinger, på Rigshospitalet og Glostrup lukkes 29 sengepladser, på Gentofte omdannes et femdøgnsafsnit til et døgnafsnit, mens der i Region Midtjylland skal spares 20 millioner kroner.

Når disse besparelser bliver gennemført, bliver det endnu sværere at være psykisk sårbar og have brug for hjælp, ligesom det bliver endnu vanskeligere at give den rette hjælp, og det bekymrer mig.

Bundlinjen
Man kan betragte bundlinjen i psykiatrien på to måder. Den gængse lyder, at der p.t. bruges for mange midler, og derfor må vi svinge sparekniven. En anden måde at besvare spørgsmålet er ved at betragte alle de menneskelige ressourcer, som lige nu er slumrende på grund af sygdom, og se på, hvad der skal til, for at disse mennesker rent faktisk kan komme sig og få mulighed for at leve såkaldt almindelige liv - med fast arbejde, egen bolig og gode relationer. Vi ved, at det vil betyde enorme besparelser for samfundet på længere sigt, og vi ved, at det er en mulighed, når blot vi tilbyder en god, omsorgsfuld og tidlig indsats. Danske Regioner formulerede det sidste år så flot i deres visioner om en psykiatri i verdensklasse, og såvel regeringen som Kommunernes Landsforening har fulgt trop. Med al den viden og alle de visioner så er spørgsmålet, om vi virkelig kan være bekendt at blive ved med at udsulte psykiatrien?

For medarbejderen i indledningen er svaret klart nej, og også mit svar er et stort og rungende nej. Det er ikke tid til nedskæringer - det er tid til at tage ansvar.

debat@altinget.dk