Regionerne skal nok bruge hjertepengene rigtigt

DEBAT: Ulla Astman er ikke enig i Dagens Medicins udlægning af regionernes brug af de 150 mio. kr., som Folketinget har afsat til ventelisterne på hjerteområdet.

Af Ulla Astman
Formand for Danske Regioners sundhedsudvalg

Dagens Medicin bragte den 3. oktober 2008 en artikel om hjerteområdet. Vinklen var, at de midler, der blev afsat på finansloven for 2008 til midlertidig højere aktivitet på hjerteområdet - 100 mio. kr. - ikke var blevet brugt til formålet af regionerne.

Af artiklen fremgik, at jeg medgiver, at pengene kan være gået til andet end målrettede ventelisteprojekter, og at vi ikke præcis kan sige hvor midlerne anvendes, da de er givet over bloktilskuddet. Så vupti - Ulla Astman bekræfter, at regionerne opfører sig "respektløst". Men der mangler et par nuancer i det billede. Og artiklen i Dagens Medicin og de artikler, der har været bragt i diverse dagblade, yder ikke regionerne retfærdighed.

Jeg vil derfor gerne ved 5 hovedpunkter opsummere, hvad der er "op og ned" i sagen.

For det første er der en grund til, at regionerne endnu ikke er begyndt at bruge de 100 mio. kr. Pengene har nemlig ikke været indarbejdet i budgetterne for 2008. Det skyldes, at finanslovsaftalen for 2008 først blev indgået i foråret 2008. Her var der enighed om at afsætte midler til pukkelafvikling, men pengene bliver i sådan en situation ikke bare udbetalt til regionerne. Efterfølgende indgik spørgsmålet om pukkelafvikling på hjerteområdet i økonomiforhandlingerne mellem regeringen og Danske Regioner. Aftalen blev indgået i juni 2008, og midlerne udmøntes rent faktisk først til regionerne via bloktilskuddene i sidste kvartal af 2008. Den første rate af pengene er derfor først netop blevet udbetalt.

For det andet er midlerne ikke forsvundet ned "i et sort hul", idet hver enkelt region tydeligt har reserveret midlerne til pukkelafvikling i forbindelse med implementering af pakkeforløbene på hjerteområdet. Regionerne er nu i gang med at afdække, præcis hvor og hvordan der skal sættes ind med pukkelafvikling i forhold til de afsatte midler.

Nu hvor midlerne ses i regionerne, arbejdes der altså seriøst på, at midlerne skal anvendes konstruktivt på de områder, som er nødvendige i forhold til indførelse af hjertepakkerne.

For det tredje undersøger regionerne, hvordan man "får mest for pengene". Det er ikke hensigtsmæssigt at bruge pengene på at betale dyre overarbejdstimer, hvis det betyder, at meget færre patienter kommer igennem et hurtigere diagnostisk forløb eller behandlingsforløb. Midlerne søges anvendt til størst mulig gavn i den enkelte region - og dermed også ansvarsfuldt.

For det fjerde skal det fremhæves, at regionerne i øvrigt gennem længere tid har iværksat mange forskellige initiativer til at nedbringe ventetider på hjerteområdet: Ændring i vagtlag, opgaveglidning til sygeplejersker, udbygning af telemedicin, udbygning af kapacitet (personale, senge, apparatur, eftermiddags- og aftenambulatorier), indførsel af Lean-principper, hjertepakkeforløb m.m. Projekter som er igangsat uafhængigt af de afsatte midler for 2008.

For det femte er ventetiden ikke stigende, Faktum er, at de mange gode ventelisteprojekter i regionerne betyder, at ventetiden for hjertepatienter til KAG (røntgenkontrastundersøgelse) og ballonudvidelse faktisk er faldet mange steder i landet i henhold til Dansk Hjerteregisters opgørelse. Der har været en lille stigning i ventetiden til by-pass operation - hvilket fortrinsvis skyldes problemet med at rekruttere specialuddannet personale.

Samlet set lever regionerne op til ansvaret i forhold til de tildelte midler til pukkelafvikling i forhold til implementering af pakkeforløbene, idet midlerne administreres målrettet og med respekt for patienterne. Jeg er sikker på, at de allerede iværksatte ventelisteprojekter, og de kommende pukkelafviklingsprojekter - finansieret ved de tildelte midler for 2008 - vil have en mærkbar effekt på antallet af ventende patienter til bl.a. forundersøgelser m.m.

I vedlagte bilag beskrives status i regionerne i forhold til de tildelte midler til midlertidig højere aktivitet med henblik på afvikling af den nuværende ventetidspukkel i forbindelse med implementering af pakkeforløbene.

Forrige artikel Apotekerne kan skabe mere tryghed Næste artikel Efteruddannelse er en selvfølge
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.