Fyns største vælgerbedrag

DEBAT: Dansk Folkeparti støttede inden sidste folketingsvalg en akutmodtagelse i Svendborg. Siden har støtten ikke været synlig, og Socialdemokraterne Poul-Erik Svendsen og Julie Skovsby advarer om, at der til næste Folketingsvalg vil ske endnu et "vælgerbedrag på Fyn".

Af Poul-Erik Svendsen, næstformand i Region Syddanmark (S)
og Julie Skovsby, MF (S)

I løbet af de kommende uger vil vi på Fyn være vidne til et af de største vælgerbedrag, som har overgået fynboerne i nyere tid.

Et vælgerbedrag af den slags, som kan gå helt ubemærket hen, men samtidigt kan få voldsomme konsekvenser for fynboernes hverdag.

I december 2007 støttede Dansk Folkeparti en akutmodtagelse i Svendborg. Siden har piben fået en anden lyd samtidig med, at partiets finansordfører og store stemmesluger ved folketingsvalget i 2007, Kristian Thulesen Dahl ikke længere er at finde på den fynske kandidatliste.

Første gang, Dansk Folkeparti svigtede de fynske vælgere, var da partiet uden at blinke gav sin fulde opbakning til regeringens ekspertudvalg, Erik Juhl-udvalget. Udvalget havde besluttet at se bort for det demokratiske sygehusforlig, som Dansk Folkeparti ellers havde støttet.

Årets finanslovsforhandlinger
Årets finanslovforhandlinger er nu i gang - og her vil vi se Dansk Folkeparti og den finanslovsordfører, som fynboerne har stemt ind i Folketinget, give akutmodtagelsen i Svendborg det sidste dødsstød. Sagt med andre ord, vi vil opleve et af Fyns største vælgerbedrag i nyere tid.

Som de fleste ved, har Dansk Folkeparti aldrig fremlagt et selvstændigt forslag til finanslov.

Derimod er finanslovsordførerens eget eksemplar af regeringens forslag til finanslov klistret til med små gule sedler. Disse små gule sedler er Dansk Folkepartis prioriteringer i finanslovsforhandlingerne.

Eftersom der ved sidste års finanslovsforhandlinger på en af disse gule sedler stod Gødstrup, kunne man forblindes til at tro, at Thulesen Dahl under dette års finanslov ville kæmpe for akutmodtagelsen i Svendborg.

Fynboernes situation ligner nemlig til forveksling vestjydernes. Mennesker bosiddende i et udkantsområde får meget langt til den nærmere akutmodtagelse. Flere folkelige initiativer og underskriftsindsamlinger er blevet iværksat. Og i modsætning til Gødstrup, er der her tale om, at et enigt regionsråd har peget på en akutmodtagelse i Svendborg.

Men selvom det virker ligetil for den fynskvalgte finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, at skrive Svendborg på en af de små gule sedler, så vil det ikke ske. I Dansk Folkepartis iver for at vise deres regeringsduelighed er der omkostninger, og én af dem hedder det fynske sundhedsvæsen.

S: Bevar akutmodtagelsen i Svendborg
Derfor vil vi under de nuværende finanslovsforhandlinger opleve et Dansk Folkeparti, som under ingen omstændigheder har tænkt sig at stille spørgsmålet om det er rimeligt, at borgere fra Langeland skal hele vejen til Odense for at modtage akutsygehjælp?

Selvfølgelig kan vi tage fejl. Måske vil Dansk Folkeparti holde deres løfte om akutmodtagelse i Svendborg til fynboer. Men hvis ikke, vil det være det, vi kalder for det største fynske vælgerbedrag i nyere tid.

Vi socialdemokrater har, med vores gruppeformand Carsten Hansen i spidsen, meldt klart ud.

Vi vil ikke forkaste en demokratisk beslutning fra regionen. Vi vil ikke gemme os bag et såkaldt ekspertudvalg. Vi vil bevare akutmodtagelsen i Svendborg.

Forrige artikel Lad os dog forhindre hjerneblodpropper Næste artikel Basisuddannelse i modvind Basisuddannelse i modvind
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.