Overlæge: Hospitalerne skal turde tage hånd om døden

Af Ove Gaardboe
Overlæge, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

På Hjertemedicinsk afdeling, Regionshospitalet Horsens, er der på oversigtstavlen i personalerummet en kortfattet besked hos nogle af patienterne: ”Ikke genoplivningsforsøg ved hjertestop”.

Hver gang sygeplejersker og læger gennemgår oversigtstavlen, drøfter de, om man har tilbudt en samtale om behandlingsniveauet til de patienter, der har den dårligste helbredstilstand – man skal have muligheden for at sige fra!

Sådan er det også på Medicinsk afdeling på Sygehus Lillebælt, Vejle.

Fokus på at tage samtalen
På begge hospitaler har man besluttet sig til at blive bedre til at få taget denne afgørende samtale og få registreret den fælles beslutning, der er taget sammen med patienten – for at undgå at give en behandling, der ikke passer med patientens ønsker.

Begge steder havde hjertestop-teamet indberettet, at nogle genoplivningsforsøg formentlig ikke ville være gennemført, hvis man havde talt med patienten om ønsker til behandling. Da man efterfølgende gennemgik en længere periodes hjertestopbehandlinger, fik man bekræftet denne formodning. I enkelte tilfælde skete der oven i købet det, at hjertestopteamet blev tilkaldt på trods af patientens ønske om det modsatte – fordi ikke alle i personalet var klar over ønsket.

Stor succes at tale om døden
Derfor besluttede man på de to afdelinger, at man skulle være langt mere opmærksomme på at få taget samtalen, hvor det skønnedes relevant, og at man ikke bare skulle registrere et ønske om at afstå fra genoplivningsforsøg i journalen – men også der, hvor det er synligt for hele personalet. Så nu sker det på oversigtstavlen, men selvfølgelig kun efter aftale med den syge – og oftest hvor de pårørende også har været til stede.

Både i Vejle og i Horsens er det blevet en stor succes – på afdelingerne taler man ligefrem om et kulturskift: Nu tør alle godt tale om døden. Og kulturskift sker altså slet ikke af sig selv i den vide verden. Det kræver vilje og involvering af alle involverede aktører og klar og tydelig støtte oppefra.

For langsom udbredelse
Nu spreder de projekterne til flere afdelinger. Medaljer og kage til Vejle og Horsens!! Læs historien om Horsens.

Man har besluttet tilsvarende kulturprojekter på blandt andet Holbæk Sygehus og Bornholms Hospital.

Men generelt går det altså for langsomt. Jeg hører for eksempel:

”På vores afdeling taler vi ikke med patienterne om den slags – så stiller vi dem jo ud på rampen! – vi vil ikke tage livsmodet fra dem”.

”Det er altid vi yngste læger, der ender med at stå med beslutningen i vagten – samtalerne bliver ikke taget i dagstid af de ældre læger”.

”Sygeplejerskerne fornemmer godt, når behovet er der, men det er svært at trække lægerne med til sådanne samtaler”.

Horsens og Vejle sygehuse kan snart skrive på facaden: Her tør vi godt tale om døden!

Men det er der desværre alt for mange, der ikke kan.

Patienterne fortjener en samtale
Vi kan ikke helbrede alle. Tværtimod skal alle jo dø – og rigtig mange ender med at dø på sygehus.

Vi må tilbyde vores patienter en god snak om ønsker til den sidste del af livet, så alle kan få en livsafslutning så tæt som muligt på det, man gerne vil.

Det er godt sygehusarbejde ikke kun at se på helbredelse, men også på lindring og trøst.

På Sygehus Lillebælt har man lavet ’Fælles Skolebænk’, hvor man tilbyder undervisning til sygehusets egne ansatte, de praktiserende læger og plejesektoren i blandt andet ’Den nødvendige samtale’ (man syntes det var en overdrivelse at tale om ’den vanskelige samtale’).

Den slags er der også brug for, for det er desværre ikke noget, vi i tilstrækkelig grad har fået øvet under vores uddannelser.

Så kom nu i gang – hvor svært kan det være?

Uden tvivl faktisk svært. Nogen gange.

Men det er ikke en undskyldning for ikke at tage samtalen.

Tag samtalen! – Registrér ønskerne! – Efterlev dem!

debat@altinget.dk