Zornig: Omsorg er midlet mod negativ social arv

Af Lisbeth Zornig Andersen
Stifter af Rådgivningstjenesten Huset Zornig og tænketanken Social Innovation Forum (SIF)

For nylig modtog social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) en stævning fra en gruppe af de såkaldte Godhavnsdrenge. Gruppen repræsenterer institutionsanbragte børn, der fra fyrrerne til halvfjerdserne var i samfundets varetægt og vold - bogstavelig talt. De blev slået, ydmyget, oplevede seksuelle krænkelser og oveni udsat for medicinske forsøg.

Stævningen blev indgivet, fordi man forgæves havde forsøgt at få den danske stat til at give en undskyldning for, at man ikke løftede sin tilsynspligt ordentligt i det tidsrum. At man lod børnene i stikken. Erkendelsen af svigtet er vist åbenlyst blandt politikere, men undskyldningen udebliver foreløbig desværre.

Et signal til nutidens anbragte børn
Da jeg sidste år læste rapporten om Godhavnsdrengenes ydmygelser, fik jeg kvalme. Jeg plejer ellers at være rimelig hardcore, men de overgreb, disse børn oplevede, gjorde mig uendelig syg om hjertet. Hvor må de have følt sig alene og bange. Ikke alene var de fjernet fra deres forældre, som formodentlig ikke har været de bedste for dem. Men voksne i systemet, der skulle beskytte dem mod en barsk opvækst, gjorde dem også ondt.

”Hvor er det godt, vi ikke lever i den tid mere”, tænkte jeg, da jeg læste rapporten. For det er jo åbenlyst, at kæft, trit og tørre tæsk ikke virker på børn. Og hvor er det rimeligt, hvis staten giver en undskyldning. Men den ser ud til at udeblive også fra den siddende regering, selvom flere nuværende regeringspolitikere sidste år som oppositionspolitikere harcelerede over, at den borgerlige regering ikke ønskede at sige undskyld.

Jeg sagde dengang, at en manglende undskyldning for mig at se er det samme som endnu et overgreb på det voksne skadede barn. Det mener jeg stadig. Der skal og bør falde en undskyldning, ikke blot for datidens ofres skyld, men også for nutidens anbragte børns skyld.

For gennem en undskyldning af datidens ugerninger kan den danske stat signalere til nutidens anbragte børn, at man ikke anerkender fysiske og psykiske krænkelser som opdragelsesmetode. Hvis det er det, man mener.

Omsorg virker
Jeg kan have mine tvivl. Det er godt nok ikke politisk korrekt at mene, at tørre tæsk eller hård fysisk eller psykisk tvang er gavnligt for de anbragte børns udvikling. Men jeg møder af og til institutioner befolket af en sær pseudopædagogik størrelse, der taler om ”voksnes tydelighed”, ”den menneskelige mur” og så videre, og som mener, at nogle børn rent faktisk har godt af at mærke, at der er nogen, der er stærkere end dem selv. Faktisk tror jeg, der er flere voksne, der tænker sådan, end vi umiddelbart går og tror.

Til dem vil jeg gerne sige, at de utroligt mange tidligere anbragte rødder, jeg har mødt, kun har en hånlatter til overs for magtanvendelserne. I bedste fald preller de af. I værste fald bliver de til den indre orm, der gnaver nervebanerne over på børnene, så de ender med at begå noget, der udefra set ville kunne ligne ondskab.

Spørg for eksempel Sleimann Sleimann, der netop nu sammen med Olav Hergel har udgivet bogen ”Men vi blev onde” om tiden som bandemedlem, om hvordan han oplevede sine magtanvendelser.

Sleimann oplevede, efter at være blevet kaldt Greves ondeste barn af borgmesteren, at blive kørt til Finmarken med to tidligere jægersoldater med det budskab, at han aldrig ville komme hjem igen. En sær og modbydelig måde at tro, man kan få stærkt omsorgssvigtede børn til at makke ret på. Det virkede selvfølgelig ikke. Knus og kærlighed er, hvad der virker ifølge Sleimann.

Eller Spørg Mikkel Georgsen, der oplevede utallige magtanvendelser på de første to institutioner, han var på fra han var 11 til han var 14 år. På det tredje sted, som han kom til uden så meget som at kunne læse, blev han mødt af kærlighed og knus. Og lærte at læse i tilgift. Hvad var kuren? ”Kram. Masser af kram”, siger Mikkel.

Sådan kunne jeg blive ved med at remse det ene eksempel op efter det andet, hvor fladpandet og gammeldags voldelig tilgang til børn afstumper dem endnu mere, mens knus og kram stimulerer de flosserede nervebaner til at føle igen.

Og ja, jeg ved, det er hippieagtigt at tænke sådan. Det ville jeg selv tænke, hvis ikke det var, fordi jeg forleden dag blev beriget med viden om, hvorfor et kram hjælper og heler. Det er simpel neuropædagogik, sådan som eksempelvis cand.psych. Susan Hart forsker i. Det giver god mening, at fysisk berøring af den kærlige slags kombineret med relationer til mennesker virker langt bedre end dumme menneskelige mure af voksne, der tror, magt får børn til at makke ret.

Vil man anbragte børn et godt voksenliv i et andet miljø end det, deres forældre kom fra, skal man stoppe omgående med at udøve magt. Til gengæld kan noget så simpelt som kærlighed og omsorg være mirakelmidlet.
 

debat@altinget.dk