Hækkerup: Vi har svigtet vores ansvar

Af Karen Hækkerup 
Social- og integrationsminister (S)

Som samfund har vi ansvaret for at træde til og hjælpe de børn og unge, der har forældre, der ikke kan passe på dem. Og når vi gør det, har vi også et helt særligt ansvar for at sikre, at disse børn og unge vokser op under trygge forhold. At vi giver dem mulighed for at udvikle sig og udfolde deres potentialer. Det er os, der skal sørge for, at de får et bedre liv end det, de kom fra. Det ansvar har vi svigtet.

Et systemsvigt
En lang række grumme sager viser, at anbringelsessteder alt for længe har fået lov at leve deres eget liv. Vi har set misbrug og overgreb på anbringelsessteder, vi har set yderst tvivlsomme pædagogiske tilgange, og vi har set overordentligt driftige institutionsledere, der har haft mere øje for ublu profit end for børnenes liv og fremtid. Og vi har set, at der - trods klare faresignaler - ikke er blevet handlet på snyd, overgreb og mistrivsel.

Vi kan ikke bare slå det hen som enkeltsager. Det er ikke bare nogle få brodne kar. Det er et systemsvigt, som vi alle må tage ansvar for at få rettet op på. Vi må erkende, at vi har stillet for få og for uklare krav til tilbuddene, og vi har været for dårlige til at skelne mellem skidt og kanel – mellem de gode og de dårlige tilbud.

Socialtilsynet skal rettes op
Vi må ikke svigte mere. Og det vil jeg gerne stille mig i spidsen for. Derfor har jeg netop indgået forlig med alle Folketingets partier om en tilsynsreform, der skal rette op på hele området. Kernen i tilsynsreformen er, at anbringelsesstederne skal bidrage til at skabe en reel og positiv forskel for de børn og unge, som bor der. Det skal ikke bare være opbevaring eller overfladisk symptombehandling. Derfor skal vi turde tale åbent om god og dårlig pædagogik. Vi skal have svigt og snyd frem i lyset. Vi skal udvikle de gode tilbud, og vi skal lukke de dårlige.

Det kræver, at tilsynsopgaven fremover løses i langt større, fagligt stærkere og mere uafhængige enheder. Derfor oprettes nu fem socialtilsyn, der placeres i fem kommuner – én i hver geografisk region. Socialtilsynene skal godkende og føre tilsyn med de sociale døgntilbud beliggende i regionen. Og de fem socialtilsyn skal føre tilsyn med hinanden, for ingen kommune skal kunne føre tilsyn med sig selv – kasketforvirringen skal høre op.

Det, der er det afgørende for mig, er, at vi får store, stærke faglige fællesskaber med de specialistkompetencer, der skal til for at føre et grundigt tilsyn og på den måde sikre en høj kvalitet for de børn, som har brug for vores hjælp. Vi har valgt at fastholde godkendelses- og tilsynsopgaven i kommunalt regi, fordi vi mener, at det ligger bedst der - sammen med ansvaret for at sikre, at der er de tilstrækkelige og kvalificerede tilbud.

Børnene skal inddrages
Vi kræver også, at man sætter børnene i centrum, og at man tager dem alvorligt. Mange tragiske sager kunne være undgået, hvis børnene var blevet hørt og inddraget noget mere. Det retter vi op på nu ved at ændre reglerne, så tilsynet altid skal høre børnene og deres pårørende i forbindelse med et tilsyn. Desuden oprettes i hvert af socialtilsynene en whistleblower-funktion, hvor både de anbragte børn, deres forældre og de ansatte i tilbuddene kan henvende sig, hvis de oplever svigt i et tilbud.

En del af tilsynsreformen er også, at vi vil stille krav til anbringelsesstederne om, at de har en professionel tilgang, og at de formår at sikre, at børnene har det godt – og ikke mindst at de får det endnu bedre, mens de er der. Jeg må ærligt tilstå, at jeg finder det rystende, at vi indtil nu har stillet så få krav til, hvad man skal kunne, før man får lov til at tage vare på samfundets allersvageste.

Der findes selvfølgelig allerede gode anbringelsessteder. Vi har tilbud, der er fantastiske, og hvor dygtige og engagerede ildsjæle lægger hjerteblod i at gøre en forskel. Men kvaliteten findes alt for spredt, og vi skal ikke acceptere, at det ikke er alle anbragte børn, der oplever en ordentlig indsats.

Ligesom vi heller ikke skal stille os tilfredse med, at vi engang imellem ser enkeltstående solstrålehistorier blandt de børn og unge, der er stærke nok til at klare sig uanset forældre- og systemsvigt. Det skal ikke være undtagelsen, men reglen. Vi skal sørge for, at udsatte børn og unge får en hjælp, der gør dem stærke, og som giver dem håb og positive forventninger til fremtiden. De skal klare sig i kraft af de sociale indsatser, som vi tilbyder dem – ikke på trods af dem.

Det gør vi ikke godt nok i dag. Og det er både menneskeligt og moralsk forkasteligt. Derfor skal vi handle nu, for ansvaret ligger hos os.
 

debat@altinget.dk