Lokale løsninger skal supplere velfærdsinsatser

Af Bent Madsen
Administrerende direktør i BL – Danmarks Almene Boliger

Hver gang vi flytter et ungt menneske fra en skæbne på overførselsindkomst til at få en faglært eller mellemlang uddannelse, så er det et plus på 10-12 millioner kroner i de offentlige kasser set over personens arbejdsliv. Og plusset er formentlig noget større, fordi vi også gør noget ved den sociale arv.

Set med kyniske økonom-øjne er det en guldrandet investering at ofre penge og energi på at få unge mennesker ind på rette spor. Det kræver bare, at vi tænker lidt længere end den traditionelle velfærdspolitik med institutioner, skranker, faste åbningstider osv.

Svært at navigere rundt i samfundet
Lidt firkantet sagt, så kompenserer det traditionelle velfærdssamfund for eksempel tab af helbred (sundhedsvæsenet), tab af arbejde (dagpenge), og samtidig hjælper det os til at bevare helbredet (forebyggelse) og til at erhverve beskæftigelse for eksempel gennem kursusvirksomhed m.v.

I princippet en velgennemtænkt dobbeltfunktion, der dog hviler på en forudsætning om, at alle personer er placeret i velfungerende netværk, der sikrer, at man kan navigere rundt i samfundet. Men det er langt fra situationen for familier, som bor i udsatte byområder.

Hvordan skal lille Aysha klare sig igennem uddannelsessystemet, hvis mor og far ikke har den fjerneste ide om, hvordan det hænger sammen? Eller hvordan skal Hassan få sig en læreplads, hvis mor og far aldrig har været i nærheden af det danske arbejdsmarked?

Disse unger er på forhånd bagud på point, og det skyldes ikke alene, at mor og far er indvandret til landet, men det skyldes også sociale forskelle. I et meget anerkendt forløbsstudie, hvor de samme skolebørn er blevet fulgt siden begyndelsen af 60’erne, har professor Erik Jørgen Hansen påvist, at de klogeste børn fra de laveste sociale klasser ikke når nær så langt i uddannelsessystemet som de knap så kvikke fra de øverste sociale lag.

Dengang tilbage i 60´erne lavede man studiet for at ”mobilisere uddannelsesreserven”, så der kunne skabes mere vækst og velstand i samfundet. I dag er opgaven den samme, men vi har slet ikke samme offensive fokus på, at det er en stor kilde til vækst og velstand, hvis børnene i de udsatte områder får samme muligheder som andre børn.

Lokal indsats skal klæde familierne på
Vejen er ikke kun de traditionelle håndtag i velfærdssamfundet. De virker nemlig kun halvt, hvis vi ikke gennem en lokal indsats får skabt en direkte kontakt til familierne og børnene. Konkret i forhold til uddannelse laver vi for eksempel foredragsaftener for forældrene, hvor de orienteres om mulighederne i uddannelsessystemet. Vi etablerer masser af lektiecafeer, hvor børn fra de helt små klasser og op til og med gymnasiet kan få lektiehjælp af frivillige.

Arbejdsmarkedet kan også være et stort mysterium, hvis man stort set ikke kender nogen med et arbejde. Det er baggrunden for, at vi i mange boligområder har lavet lommepengejob, hvor vi tager det med at skrive kontrakter osv. meget alvorligt, så det både for den unge og familien giver et indblik i arbejdsmarkedet. Og når ungerne bliver 15-16 år kontakter vi de lokale virksomheder, så de kan få et fritidsjob.

Mange af de unge mennesker vil også rigtig gerne have en læreplads, og i forbindelse med store renoveringer forsøger vi at skaffe praktikpladser. Det sker ikke af sig selv, men gennem en håndholdt indsats, hvor vi bringer de unge mennesker og virksomhederne sammen.

Velfærdsinstitutioner skal suppleres af lokale løsninger
Virker vores arbejde så? Ja, det tyder tallene på. Selv i de ganske tunge områder, som regeringen opgør på sin såkaldte ghetto-liste, er andelen af unge mennesker på en SU-berettiget uddannelse steget væsentlig mere end i samfundet som helhed. Unge mennesker, der har haft et fritidsjob, har væsentlig større chance for at være i uddannelse eller job som 19-årige.

Andelen af lærlinge på renoveringer i den almene sektor er væsentlig over normalniveauet.
Hvis vi skal indhøste de guldrandede investeringer, så er det efter min vurdering helt nødvendigt, at vi kobler de velkendte, traditionelle velfærdsinstitutioner med lokale, områdebaserede løsninger, der effektivt skaber kontakt til familierne, så de langt bedre kan tage del i samfundet.

Hvert år bevilger Landsbyggefonden 230 millioner kroner til den slags løsninger, og hvis ovenstående regnestykke er rigtigt – nemlig, at det giver et plus i de offentlige kasser på 10-12 millioner kroner for hvert ungt menneske, vi flytter fra et liv på kontanthjælp til et liv som for eksempel faglært – så er pengene hjemme, hvis vi bare lykkes med 20-25 unge mennesker.

Jeg tror, succesraten er langt større, og i den sammenhæng er det i grunden lidt mærkeligt, at det er beboerne selv i de almene boliger – og formentlig hverken dem, som læser eller mig som afsender - der betaler regningen på de 230 millioner kr. eller godt 400 kr. pr. almen husstand pr. år.
 

debat@altinget.dk