Usikker vej til hjælp for udsatte børn og unge

Af Lisbeth Zornig Andersen,
formand for Børnerådet 

En undersøgelse har netop vist, at hver anden lærer ikke underretter, selv om de er bekymret for, om et barn udsættes for omsorgssvigt. Det er altså fifty-fifty om skolen orienterer kommunen, hvis der er mistanke om fx vold mod et barn. Hvis barnets lærer har mod på at lave en underretning, så skal det også være så heldigt, at det bor i en kommune, der har styr på, hvordan underretningen skal behandles. Det er min klare fornemmelse, at der er alt for stor forskel på, hvordan kommunerne efterlever Serviceloven.  

Lad os nu forestille os, at barnet har det held at blive opdaget af en lærer, der orienterer myndighederne - og at kommunen reagerer hurtigt og handlekraftigt. Sådan et barn er ikke i sikker havn; Ankestyrelsens praksisundersøgelser har gennem årene fundet fejl i mellem 32 % og 93 % af anbringelsessagerne - alt efter hvor i anbringelsesforløbet, man kigger. Det er stort og småt, der svipser i sagsbehandlingen. Men størstedelen er bekymrende. Det fremgår, når man fx ser på Top 3 over de fejl, styrelsen fandt i sin undersøgelse fra 2009: 1) Nul § 50-undersøgelse - dvs. de udsatte børns situation bliver ikke udredt ordentligt, før der bliver truffet beslutning om en foranstaltning; 2) § 50-undersøgelserne tager mere end de 4 måneder, de maksimalt må tage at lave, og; 3) Nul handlingsplan i forbindelse med, at der bliver truffet afgørelse om en anbringelse.

Straf-pædagogik 
Men OK - lad os antage, at barnet er så heldigt, at bopælskommunen ikke laver fejl eller kun laver mindre fejl. Ender det med en anbringelse, må barnet nu håbe på, at det kan blive anbragt et sted, hvor pædagogikken fokuserer på omsorg og nære relationer frem for disciplin og fejlretning. Jeg møder stadig anbringelsessteder, hvor man hylder hård konsekvens, straf og distance, frem for en kærlig professionalisme og trygt fællesskab. Jeg er fuldstændig sikker på, at det er kærlighed, interesse og engagement i det enkelte barns liv, der gør den positive forskel, men faktum er, at vi ikke ved, hvad der virker. Forskningen mangler endnu at give os et godt svar. 

Alle børn i Danmark har ret til sundhed. Alle børn i Danmark har ret til en tryg og udviklende opvækst. Og alle børn i Danmark har ret til en uddannelse. Men virkeligheden er en anden for børn, der bliver anbragt. De fosser ud af bunden i uddannelsessystemet. De bliver oftere psykisk syge, og de dør tidligere end os andre. 

Skulle vi ikke gå sammen om at hæve ambitionsniveauet? I dag er det næsten sådan, at en vellykket anbringelse i sig selv er en succeshistorie. Jeg synes, det bør være en selvfølge. Og tilfældighederne må ikke have lov at bestemme børnenes skæbner.

debat@altinget.dk