Unge hjemløse: Kom og mød os, Manu Sareen

DEBAT: De hjemløses Landsorganisation, SAND, opfordrer i et åbent brev socialminister Manu Sareen (R) til at gå i dialog med unge hjemløse. De unge har haft i årevis til at reflektere over indsatser, der virker, skriver udviklingskonsulent hos SAND, René Nielsen.

Kære Manu Sareen

Mit navn er René Nielsen. Jeg er socialrådgiver og udviklingskonsulent hos SAND – De hjemløses Landsorganisation.

Jeg skriver til dig i håb om, at du som minister og socialpædagog er interesseret i at komme i dialog med de unge hjemløse på baggrund af din deltagelse i DR2-programmet ”Ung, hjemløs og tabt af systemet”.

Efter at have set udsendelsen på DR2 bemærkede de unge hjemløse i SAND, at du er nogenlunde tilfreds med de nuværende og fremtidige indsatser for unge hjemløse, ligesom du mener, at der bør forskes videre i kompleksitet blandt de udsatte unge. Vi tillader os at være uenige.

Nuvel, det er et kompliceret område, da de unge er i berøring med mange grene af de offentlige og private hjælpeorganer.

Derudover har de unge en kompliceret livsverden med en høj grad af mobilitet i både geografisk og social forstand. I programmet nævner du selv, at de unge går under radaren – måske handler det om at fin-tune radaren, så den opfanger de problemer, der er kendetegnende for denne målgruppe.

Heldigvis har regeringen anerkendt dette og har ved de seneste reformer taget højde for problemstillingen ved at give de unge rettigheder til koordinerende sagsbehandler, mentorordninger samt en social handleplan med mennesket i centrum.

Så langt så godt. Det viser politisk vilje. Nu mangler vi bare, at der handles.

Vi ved, hvad der virker
Du nævner, at der bør forskes videre. Det kan jeg som fagperson ikke være uenig i, dog vil jeg nævne, at der allerede findes et hav af rapporter, der er nogenlunde enslydende ift. at skabe positive resultater for de unge hjemløse. SANDs unge hjemløse har selv medvirket som informanter i den seneste forskning, og de har alle på tværs af kommunegrænser og sociale lag givet deres besyv med for en helhedsorienteret indsats.

Så langt så godt. Der findes viden. Nu skal den viden bringes i spil.

Jeg har gode nyheder. Vi skal slet ikke opfinde den dybe tallerken. Vi skal fortsætte med det, der virker. Vi skal bevare fokus på efterværn og en kontinuerlig indsats med ganske få gennemgående personer, der har indsigt i de unges liv, og som kan hjælpe dem med at navigere i et komplekst system af kompliceret lovgivning og mange grene af den offentlige forvaltning.

Du nævner i programmet, at du er fortrøstningsfuld ift. overgangsboliger til unge, samt at det vil have effekt, når hjemløsestrategien implementereres hos alle kommuner landet over. De unge, der så programmet, deler ikke din optimisme. De har svært ved at se, hvordan ca. 35 overgangsboliger forslår, når der iflg. SFI var ca. 1800 unge hjemløse på landsplan i 2013.

Hvorfor fjerne økonomisk støtte til unge?
Du nævner, at der skal forebygges. Atter giver jeg dig helt ret. Jeg må dog undres over symbolikken i, at der netop er fjernet hjemmel fra loven, således at unge mennesker under 30 år ej længere kan få økonomisk støtte til at fastholde lejligheden, såfremt deres rådighedsbeløb er for lavt.

Der fandtes alle tiders mulighed for at lave en helhedsorienteret indsats, da de unge kunne tilbydes administration og økonomisk vejledning. I skrivende stund er paragraffen kun mulig at tilbyde til udsatte over 30 år.

Jeg gentager: Det er en kompliceret målgruppe. Men der findes allerede en masse viden om de rette indsatser indsamlet af de virkelige eksperter – nemlig de unge hjemløse selv. Og de vil rigtig gerne mødes med dig og dele deres viden og erfaringer: De unge har meget på hjerte, de har praksiserfaring, og de har haft i årevis til at reflektere over indsatser, der virker.

Vi håber inderligt, at du har lyst til og mulighed for at tage imod invitationen til et møde med de unge hjemløse. Du er velkommen her hos SAND, men vi kommer også gerne til dig.

På vegne af Danmarks unge hjemløse.

Forrige artikel Lejerbo: De psykisk udsatte er et overset problem Lejerbo: De psykisk udsatte er et overset problem Næste artikel DIIS: Nye tiltag er ikke altid løsningen DIIS: Nye tiltag er ikke altid løsningen