Udsatteråd: København skal vinde Formel 1 i social ansvarlighed

DEBAT: København har mål om at være i front på klima, bæredygtighed og cykelmiljø. Hvorfor ikke stile mod førstepladsen i social ansvarlighed, spørger formanden for Udsatterådet i København, Peter Juul.

Af Peter Juul
Formand, Udsatterådet i København

Borgerrepræsentationen er i fuld gang med at udarbejde sit første budget efter kommunalvalget i 2018. 

Med dette budget er der mulighed for at sætte standarden for hele valgperioden.

Drøftelserne sker på et bagtæppe, hvor politikerne har haft mulighed for at drøfte, om Københavns gader skal lægge asfalt til afvikling af et Formel 1-løb.  

Om dette er en god idé, skal jeg lade være usagt, men mit forslag er, at politikerne i København, der nu står på startlinjen, sikrer, at de socialt udsatte får den drømmestart, som de fortjener. 

København er gode til at opsætte målsætninger om at være i front, hvad angår for eksempel klima, bæredygtighed, cykelmiljø, indsats mod social dumpning med videre.  

En ny målsætning om at være Europas frontløber på afhjælpning af social udsathed ville markere et sjældent set udsyn og politisk mål, som i endnu højere grad kunne gøre os stolte af at være københavnere. Så kære borgerrepræsentanter: Tag springet og træd på speederen.   

Start med at prioritere de socialt udsatte 
Hvor skal vi starte? Der er jo nok at tage fat på? En oplagt mulighed er at gøre det, politikere er valgt til, nemlig at prioritere.  

En første beslutning kunne være at genoverveje, om den overordnede fordeling af midler mellem de forskellige sektorer i kommunen er den rigtige. Der kan let gå automatik i fremskrivninger år efter år i de administrative budgetudkast.

Men her er der en oplagt mulighed for at lægge en ny linje, som lever op til en ny målsætning om at opprioritere indsatsen mod social udsathed. 

For eksempel ligger der jo et godt beslutningsgrundlag i form af socialudvalgets hjemløseplan. Det vil give et fantastisk kick, hvis man fra politisk side demonstrerer vilje til ikke blot at formulere konkrete mål, men også hurtigt omsætte dem til konkrete indsatser. 

Tilliden til politikerne ville stige, med den følge at man kunne overkomme en barriere, som modvirker samarbejdet mellem det civile samfund og det politiske niveau.

Arbejd med en 4-årig plan 
Også på socialpsykiatriområdet er der formuleret virkningsfulde forslag til en absolut nødvendig indsats, der bare er et første skridt til at sikre ordentlige forhold for både borgere og ansatte. Det kan ikke være rigtigt, at København skal ligge under niveauet i sammenlignelige kommuner. 

Her er bare peget på et par indsatsområder, men der er mere at gøre. Opfordringen skal være at lave konkrete handleplaner område for område og aftale en tidsrækkefølge for gennemførelsen på baggrund af en fastlagt bindende finansieringsplan.

Selvfølgelig er der ikke ubegrænsede midler, hvorfor jeg peger på en 4-årig plan svarende til den kommunale valgperiode. 

Det er mit håb, at politikerne vil være lydhøre over for tankerne bag min opfordring. Er de det, kører København ind på en flot førsteplads, og Udsatterådet i København vil begejstret svinge med det sortternede flag. 

Forrige artikel Forældre til K: Flere pædagoger i ydertimerne er slet ikke nok Forældre til K: Flere pædagoger i ydertimerne er slet ikke nok Næste artikel Forfatter: Beskæftigelsespolitikken er en slags moderne ”Arbeit macht frei” Forfatter: Beskæftigelsespolitikken er en slags moderne ”Arbeit macht frei”