Stig Grenov: Bleer fulde af tusindkronesedler til institutionsbørn

DEBAT: Institutionstankegangen har afskaffet det borgerlige ansvar for børneopdragelsen og tømt familien for indhold. Giv det kommunale tilskud til forældrene i stedet for at smide skattepengene efter institutionsbørn, skriver Stig Grenov, Kristendemokraternes landsformand.

Af Stig Grenov
Landsformand, Kristendemokraterne

Antallet af forældre, der vælger selv at passe deres børn, er stigende. Det er et oprør mod den socialdemokratiske institutionstankegang, der gennemsyrer samfundet i en grad, så selv den såkaldt borgerlige regering er faldet til patten. Kristendemokraterne gør op med dette tankespind.

Giv tilskuddet til forældrene
85 procent af kommunens tilskud til vuggestue og børnehave skal gives til den forælder, der selv vil passe barnet og opleve og påvirke dets første leveår.

Som det er i dag, binder kommunerne reelt skatteyderes tusindkronesedler i bleen på hvert barn, der løftes ind over hegnet til vuggestuen. Mens forældre ikke får en krone for at klare det uvurderlige samfundsarbejde at skabe trygge rammer.

Regeringen, DF og Socialdemokratiet ønsker børn i institutioner for at “forberede dem til skolen”. Kristendemokraterne vil give forældrene tilbage til børnene. Vores børn er ikke produkter i en fødelinje af uddannet arbejdskraft til jobmarkedet. Opdragelse og dannelse er familiens opgave og ikke statens domæne.

Alligevel udtrykker socialdemokratiske politikere som Per Frost Henriksen (S), at “som forberedelse til skolen er det en god ide at være i en institution og være sammen med andre og blive integreret i samfundet og få den dannelse, det er muligt ved at være sammen med andre børn”. 

I det socialdemokratiske utopia varetager staten opdragelsen af næste generation for at sikre integrationen og fremtidens uddannede arbejdskraft.

En skræmmende udvikling, der støttes af borgerlige partier, når de tvangsindlægger etårige børn i vuggestue og yder tilskud til, at enhver anden end far og mor kan hente barnet i institutionen, så forældrene kan blive lidt længere på arbejdet.

Man har afskaffet det borgerlige ansvar, tømt familien for indhold, og det kommer til at koste rigtig mange penge i utilpassede børn.

Sats på opdragelse
Over 95 procent af alle danske børn går i vuggestue eller børnehave. Konsekvenserne ses hver dag. Når skoler bruger flere kræfter på at lære elever de mest simple sociale relationer frem for at formidle lærdom.

Når 18-årige gymnasieelever planlægger putte-middage, hvor menneskeværd gøres op i udseende og villighed til sexistiske lege. Og det ses i stigningen af 10-12-årige børn, der kæmper med selvmordstanker.

Det er tid at slå fast, at danske værdier, menneskeværd og tryghed læres bedst af far og mor – ikke ved at øge antallet af institutionstimer.

Tænk, hvis børn i stedet var opdraget, når de kom i skole, fordi de havde fået opfyldt behovet for nærvær og kontakt med forældrene i de afgørende år? Hvad kunne vi ikke spare af utilpassede unge og udgifter til socialforsorg og skolepsykologer? Kristendemokraterne vil betale forældrene for at passe egne børn.

Forrige artikel Opfordring fra DI: Løslad de selvejende plejehjem Opfordring fra DI: Løslad de selvejende plejehjem Næste artikel Mercado: Socialtilsynene skal have flere muskler Mercado: Socialtilsynene skal have flere muskler