Spastikerforeningen: Vi stoler ikke på kommunerne

Af Mogens Wiederholt
Direktør i Spastikerforeningen

Som alle vist må have opdaget nu, trak socialminister Manu Sareen (R) for en god uges tid siden sin reform af servicelovens voksenbestemmelser tilbage. Kritikken var massiv, og en byge af meget negative høringssvar fik ministeren til at trække stikket.

Jeg vil gerne kvittere for ministerens vilje til at lytte. Det var en klog beslutning at trække lovforslaget, selv om man stadig kan være lidt usikker på, om der er tale om et taktisk tilbagetog eller en ærlig kapitulation i erkendelse af, at reformen var uden for skiven.

Men uanset hvad overrasker det, at ministeren og ministeriet efterfølgende offentligt, og på en række møder, har givet udtryk for stor undren over, at handicaporganisationernes reaktioner var så voldsomme, som tilfældet var.

Stoler ikke på kommunerne
Hvad er det, I undres over? Hvordan kan det komme bag på jer, at vi som interessevaretagere for mennesker med handicap reagerer voldsomt, når ministeren og ministeriet barsler med et frontalangreb på det, der er en hjørnesten i handicappolitikken, nemlig serviceloven? Intet kunne vel være mere forudsigeligt. Der ville virkelig have været grund til undren – og i vores bagland bestyrtelse – hvis vi ikke havde reageret med al den styrke, vi kunne mobilisere på et forslag som det, der forelå.

Hvis jeg skal gætte på, hvori ministerens og ministeriets fejlbedømmelse består, er det i forhold til dybden af tillidskrisen mellem vores medlemmer og kommunerne. Vi stoler ikke på den kommunale sagsbehandlingsevne og vilje til at ville udnytte et bredere spillerum til fordel for borgerne og til fordel for de rigtige løsninger. Så simpelt er det.

Det er selvfølgeligt dybt uretfærdigt over for de kommuner og sagsbehandlere, der gør et godt stykke arbejde. Men serviceloven gælder ikke kun for de 2/3 af kommunerne, som gør det godt eller hæderligt. Den gælder også for den 1/3 af kommunerne, som notorisk gør, hvad de kan for at finde de billigste og – for kommunen – letteste løsninger.

Den altoverskyggende erfaring hos rigtig mange af vores medlemmer er, at alt, hvad der kan tolkes til ugunst for borgeren, også bliver det. De fleste politikere ville formentlig få et chok, hvis de så, hvilke absurditeter og uhyrligheder vores rådgivere må bakse med på medlemmernes vegne. Vi ser ikke en handicappolitisk dagsorden – kun en økonomisk dagsorden.

Så derfor: Når vi møder et lovforslag, som åbner en ladeport for nye kommunale skøn, samtidig med at man begrænser borgernes mulighed for at få kommunens afgørelser prøvet i ankesystemet, er det hverken en ”automatreaktion” fra vores side eller udtryk for en dæmonisering af kommunerne, sådan som Thomas Adelskov, formand for KL’s socialudvalg, udlægger det. Det er – med forlov – en evidensbaseret reaktion, som bygger på en tårnhøj empiri.

Man behøver vel bare at henvise til det, der i øjeblikket foregår i Aarhus Kommune med hensyn til forældrebetaling i døgntilbud, målgruppedifferentiering i aflastningstilbud og angreb på BPA-ordningen for at konstatere, at kommunernes fantasi langt overgår vores paranoia.

Klar til forandringer
Det betyder ikke, at vi som handicapbevægelse ikke er klar til forandringer og forenklinger af serviceloven. Vi har rigtig mange ønsker til en forbedret og forenklet servicelov. Men grundlaget for dialogen om en revision af serviceloven skal bygge på en social- og handicappolitisk ambition.

Vi vil ikke være nyttige idioter i implementeringen af en nedskæringspolitik, som er tilrettelagt i en uhellig alliance mellem Finansministeriet og KL. Vi vil ikke have en diskussion, som alene handler om, hvad der skal til, før vi kan acceptere målgruppeopdelingen og tilbudsviften. Vi skal kunne diskutere reelle forbedringer og forandringer, hvis dialogen skal give mening.

Hvis nogen af et ærligt hjerte spørger os, hvad vores ønsker er til en reform af serviceloven, skal vi gerne byde ind – også med forslag til forenklinger og omprioriteringer af ressourcerne. Men vi er selvfølgelig også nødsaget til at kunne snakke om de åbenlyse mangler og uhensigtsmæssigheder, vores medlemmer oplever i deres hverdag.

Jeg nævner i flæng nogle af de mest aktuelle problemstillinger, som er direkte afledt af serviceloven eller kommunernes forvaltning af serviceloven:

Botilbudsbeboeres manglende mulighed for at få ledsagelse under ferie og ophold uden for botilbuddet, opkrævning af forældrebetaling for børn anbragt i døgntilbud, fjernelse af den øvre aldersgrænse på visse ydelser (ledsagelse, merudgiftsydelser, etc.), en grundig revision af BPA-reglerne og en række proceskrav, som handler om kommunernes sagsbehandling: Forbedrede regler om anvendelse af handleplaner, forenklet sagsbehandling ved tildeling af visse hjælpemidler, øget intern juridisk kontrol, som sikrer, at kommunen træffer de rigtige afgørelser første gang, bedre ankemuligheder for borgerne – og så må kommunerne acceptere mærkbare sanktioner, hvis de ikke efterlever ankeafgørelser.

Hvis forandringer skal ske i forståelse med dem, det handler om, er det simpelthen nødvendigt at etablere en dialog, som ikke bare består i, at den ene part sætter dagsordenen.

debat@altinget.dk