Socialrådgiverne: Fem benspænd forhindrer en værdig tilværelse for udsatte

Regeringen vil skabe værdighed for de mest socialt udsatte – og der ser ud til at ske noget. Forskellige ministre har luftet tanker om at gøre det nemmere for udsatte at blive undtaget fra digital infrastruktur, at indføre en ret til en betalingskonto, og at gøre det straffrit for misbrugere med et ID-kort at besidde små mængder stoffer.

De tre tiltag er både vigtige og vil skabe en større værdighed for den enkelte. Men de har også det til fælles, at de ikke for alvor adresserer de systemiske benspænd, som kan få livet som udsat til at føles som et hækkeløb – baglæns og med bind for øjnene.

Derfor håber jeg, at politikerne læser med og fjerner nogle af de benspænd, som måske ikke trækker overskrifter, men som alligevel er afgørende for at indfri ambitionen om mere værdighed.

Benspænd 1: Udsatte skal selv opsøge hjælpen

I det sociale system skal borgerne i høj grad selv opsøge hjælpen for at få den. Men hvis du har en psykiatrisk diagnose, et omfattende misbrug eller begge dele på samme tid, så er det slet ikke sikkert, at man kan overskue at henvende sig til kommunen for at bede om hjælp – og det forudsætter også, at man kan finde det rigtige sted at henvende sig.

Dette benspænd kan vi komme af med, hvis man indfører at princip om ”no wrong door” eller én indgang for socialt udsatte, der opsøger hjælp.

Men vi bør også give borgerne ret til at blive mødt af en opsøgende indsats dér, hvor de er, og supplere dette med flere socialrådgivere i fremskudte funktioner, som kan møde borgeren på bænken og bevillige den hjælp, som der er brug for. 

Benspænd 2: Udsatte falder mellem to stole

I årevis har det været et problem for mennesker med en dobbeltdiagnose - altså borgere med både en psykisk lidelse og misbrug - at de enten er for psykisk syge til at få misbrugsbehandling, eller for misbrugende til at modtage behandling for deres psykiske lidelse.

Problemet har været diskuteret i årevis, og seneste nyt er så, at det endnu engang er sparket til hjørne.

Men vi kan jo sagtens indrette et tilbud, der rummer målgruppens udfordringer. Både de sundhedsmæssige og sociale. Vi skal bare lade være med at slippe borgerne og holde fast i den sociale faglighed.  

Benspænd 3: Udsatte løber spidsrod mellem myndighedsområder

Vi har skabt et silo-opdelt system, hvor udsatte løber spidsrod mellem myndighedsområder. Misbrugsbehandling bevilliges hos én person, bostøtte hos en anden, fleksjob hos en tredje. Samtidig ender de mange ukoordinerede handleplaner og indsatser nogle gang med at spænde ben for hinanden. Det betyder, at mange giver op undervejs eller aldrig prøver at tage hånd om deres udfordringer. 

Dette benspænd kan fjernes ved at give socialrådgiverne myndighed på tværs af lovområder. Så behøver borgeren kun at være i kontakt med én socialrådgiver i stedet for tre, når vedkommende skal håndtere de mange facetter af sine sammensatte problemer. 

Der er gode takter i den politiske aftale om en hovedlov for helhedsorienteret indsats. Så her er det helt oplagt at politikerne får vedtaget og rullet lovgivningen ud, så kommunerne kan komme i gang.

Benspænd 4: Udsatte trækkes igennem langvarige forløb

I dag skal en borger være udredt, og sagsbehandlingen overstået, før man kan bevillige en af de indsatser, som står på hylden i socialforvaltningen. Men hvis borgeren ikke kan vente så længe, og hvis løsningen ikke findes blandt "hyldevarerne", så bliver det til endnu et benspænd.

Socialrådgiverne skal i stedet kunne springe direkte ud i prøvehandlinger med afsæt i borgerens ønsker.

Måske drømmer den tidligere hjemløse om et halvtag i sin baghave, som han kan sove under, når boligen føles fremmed. Måske kan noget så utraditionelt som et keramik-kursus hjælpe den selvskadende pige tilbage på sporet med et skud selvtillid.

Prøvehandlinger skal give mulighed for, at man hurtigt kan komme i gang med at afprøve indsatser – også selvom de kan virke utraditionelle.  Vi har allerede gode erfaringer med borgerstyrede budgetter, som viser at det har god effekt, når borgerens drømme og ønsker får mere plads i indsatsen.

Benspænd 5: Udsatte er ofre for travlhed og økonomiske hensyn

Selvom vi får ryddet samtlige af disse – overvejende organisatoriske – benspænd af vejen, så er der dog også et andet, som vi er nødt til at håndtere: Travlhed og økonomiske hensyn i socialforvaltningerne. Det betyder, at borgerne i dag kan vente urimeligt længe på afgørelser og få bevilliget utilstrækkelige indsatser, fordi socialrådgiveren kun har tid til de mest akutte sager, mens de sparsomme midler kun rækker til de billigste løsninger.

Derfor er værdighed også tæt forbundet med de økonomiske rammer på socialområdet. Når travlheden hersker, så har socialrådgiverne ikke tid til at være der for borgerne, og når økonomiske hensyn sætter dagsordenen, så kan de ikke bevillige indsatser, som er fagligt korrekte. Her kan kommunalt fastsatte sagslofter og en bedre økonomi rydde et stort benspænd af vejen.   

Socialt udsatte oplever mange benspænd i det system, som er sat i verden for at hjælpe dem. Vi har en fælles forpligtelse til at rydde dem af vejen og lytte til dem, som det handler om. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det vil gøre vejen ud af udsathed snorlige. Men det vil gøre den mere værdig. 

Hvis du vil bidrage til debatten, kan du skrive til steenhard@altinget.dk for at høre om mulighederne.

{{toplink}}

debat@altinget.dk