Socialpædagoger om nyt udspil: Tag afsæt i borgernes egne ressourcer

DEBAT: Socialpædagogerne lancerer et udspil om socialområdet. Socialpolitikken skal ud af beskæftigelsespolitikkens skygge, skriver forbundsformand Benny Andersen.

Af Benny Andersen
Forbundsformand, Socialpædagogerne

Det nye politiske hold er sat. Og om kort tid skal et nyt politisk flertal lande en finanslov, der for første gang også skal rumme finansiering af hele det sociale område.

Kort sagt er banen kridtet op, og nu skal der leves op til alle de socialpolitiske udmeldinger fra valgkampen. Det er nu, at vi har en unik mulighed for at vise de udsatte borgere, at de er en uundværlig del af holdet.

Socialpædagogerne vil gerne sparke bolden i gang. Derfor lancerer vi nu vores bidrag til en visionær og langsigtet socialpolitik.

Der er brug for, at socialpolitikken igen bliver noget i sig selv og kommer ud af beskæftigelsespolitikkens skygge. For ofte er en socialfaglig indsats en forudsætning for, at udsatte borgere overhovedet bliver klar til en uddannelse eller et job.

Politikere skal tage initiativ
Vi ønsker os, at politikerne sætter sig i spidsen for socialpolitik, hvor der er fremsyn og mod til at investere menneskeligt og økonomisk – ikke bare i den helt nødvendige forebyggelse, men også i de borgere, der har brug for en hjælpende hånd gennem hele livet.

Vores udspil tager afsæt i, at alle mennesker har noget at bidrage med, og alle vokser, når de får ansvar.

Tager man afsæt i borgernes egne ressourcer, er der langt større chance for at lykkes med en indsats til gavn for både den enkelte borger og for samfundet.

Vi skal have modet til at prioritere og investere i indsatsen til de borgere, der har allermest brug for det: mennesker med handicap eller psykiske lidelser, anbragte børn og unge og andre udsatte grupper, som ikke demonstrerer foran Christiansborg eller skriver lange facebookopslag.

Flere borgere med sociale problemer
Når politikerne taler om at sikre velfærden i Danmark, er fokus ofte på daginstitutioner, skoler, hospitaler og plejehjem. Men det er også kernevelfærd at sikre livskvalitet og muligheder til børn og voksne med handicap, psykiske lidelser eller sociale problemer.

Og dem er der desværre blevet markant flere af gennem den seneste årrække. Derfor er der behov for at sikre, at det anbragte barn og den hjemløse ikke skal konkurrere med ældre og børnehavebørn om de samme milliarder. Det må ikke blive et nulsumsspil.

Der er et økonomiske efterslæb, der skal indhentes, og pengene skal i fremtiden følge udviklingen i befolkningen. Derfor er det også afgørende vigtigt, at socialområdet prioriteres i gangværende økonomiforhandlinger og de kommende finanslovsforhandlinger.

Nu er bolden givet op. Og vi i Socialpædagogerne vil gerne hjælpe politikerne med at få den sparket i mål. 

Forrige artikel Handicaporganisation: Retssikkerheden er den pressede økonomis første offer Handicaporganisation: Retssikkerheden er den pressede økonomis første offer Næste artikel Debat: Den demografiske udvikling kræver et løft af servicerammen Debat: Den demografiske udvikling kræver et løft af servicerammen