Socialpædagog: Nedskæring vil føre til dårligere behandling

DEBAT: Region Hovedstadens forslag om at spare på det psykiatriske akutberedskab risikerer at give dårligere behandling i socialpsykiatrien og i værste fald dødsfald. Det skriver Sakse Ravnskov Andersen, medlem af psykiatrifaggruppeudvalg og bestyrelsen i Landsforeningen for Socialpædagoger.

Af Sakse Ravnskov Andersen
Medlem af psykiatrifaggruppeudvalget og bestyrelsen for specialområdet i Landsforeningen for Socialpædagoger (LfS)

Region Hovedstadens udspil om at spare halvdelen af det psykiatriske akutberedskab væk vil ikke kun have betydning for borgerne selv og behandlingspsykiatrien. Det vil også have betydning for socialpsykiatrien, hvor det psykiatriske akutberedskab er en af de vigtigste og mest velfungerende samarbejdspartnere.

For efter mange års manglende tilførsler af midler, kombineret med et stigende antal borgere med behov for hjælp, er virkeligheden i socialpsykiatrien, at man oftest på en almindelig mandag vil være en eller to medarbejdere til tyve-tredive beboere. Og adgangen til en psykiater er reduceret til et par timer om ugen – og kun i dagtimerne.

Ikke rimeligt over for nogen
Det er derfor afgørende, at vi som medarbejdere har et sted, vi kan henvende os, når vi denne almindelige mandag står med en psykotisk, selvmordstruet eller aggressiv borger. 

For på trods af et meget højt fagligt niveau generelt i socialpsykiatrien kan man selvsagt ikke matche det faglige niveau, som en 6-årig psykiatrisk overbygning på den almene medicinuddannelse giver.

Det er derfor også omsonst at forestille sig, at en almindelig skadestuelæge i samme grad ville kunne agere sparringspartner og ville kunne træffe de samme rigtige beslutninger som en psykiater.

Nedskæringen vil betyde, at man som medarbejder og beboer i socialpsykiatrien vil være overladt til sig selv, hvilket i sidste ende vil føre til dårligere behandling, flere fejl, længere ventetid – og i yderste konsekvens dødsfald, enten i form af selvmord, overfald eller uheld grundet beboerens psykotiske tilstand. Og det er ganske enkelt ikke rimeligt over for nogen.

Forrige artikel Socialchefer om serviceloven: For os handler det ikke om besparelser Socialchefer om serviceloven: For os handler det ikke om besparelser Næste artikel Debattør: Mulighederne for handicappede skal ikke begrænses Debattør: Mulighederne for handicappede skal ikke begrænses