Socialforeninger: Light-modeller er ikke nok for udsatte børn

Af Mads Bilstrup og Benny Andersen
Formand for Dansk Socialrådgiverforening og formand for Socialpædagogerne

Søren på 9 år, Line på 11 år og Mette på 15 år er søskende. De bor med deres mor, som indtil for nyligt var tilknyttet arbejdsmarkedet.

Søren er i gang med at blive udredt for ADHD i børne- og ungdomspsykiatrien. Storesøster Line er en introvert pige, som på det seneste er holdt op med at spise og ofte har ondt i hovedet eller maven. Ældste søster Mette går i 10. klasse, men er begyndt at pjække og hænge ud i et miljø med kriminalitet og stoffer.

Børnenes mor er arbejdsløs, udkørt og konstateret depressiv. Børnenes skole har sendt underretninger til kommunen, da de er bekymrede for familien. Her får de hjælp.

Som samfund skal vi forebygge problemer
Børnene bliver alle tilknyttet den samme socialrådgiver, som sammen med moderens rådgiver i jobcentret lægger en plan for hele familien. Børnenes mor bliver i en periode frikøbt til at koncentrere sig om at hjælpe børnene.

Hun modtager i stedet socialpædagogisk støtte til at kunne håndtere sønnen Søren, når han får det svært. Storesøster Line får en socialpædagog som støtte/kontaktperson tilknyttet, som får til opgave at få Line til at dyrke både fritidsinteresser og det sociale live i klassen.

Storesøster Mette vil ikke bo hjemme, og det besluttes - i samarbejde med Mettes mor - at Mette for en kort periode skal anbringes på en døgninstitution, hvor der arbejdes med Mette og hendes mor.

På døgninstitutionen er en socialpædagog familiekoordinator, og sammen med familiens socialrådgiver udgør de et tovholdende team omkring familien – blandt andet i forhold til planlægning og opfølgning af de forskellige indsatser.

Efter et halvt år er storesøster Mette hjemme igen - med støtte fra døgninstitutionen i en udslusningsperiode. Børnenes mor er behandlet for sin depression og er tilbage i job.

Socialrådgiveren har løbende børnesamtaler, og socialpædagogen kommer stadig i hjemmet og arbejder med familien.

Dét er kvalitet, og dét er eksemplet på intensiv støtte, hvor vi som samfund forebygger, at problemer vokser sig så store og alvorlige, at det kræver det mest vidtrækkende indgreb af alle - at man fjerner børn fra familien. 

Der skal ressourcer til området
For en del børn er det både nødvendigt - og den bedste løsning - at blive anbragt uden for hjemmet. For mange familier kan det lade sig gøre at sætte tidligt ind og forebygge, at problemerne vokser sig så store, at det bliver nødvendigt med en anbringelse.

Men rettesnoren for dette arbejde er, at det kræver et fagligt og veluddannet personale at varetage opgaven med at løfte og støtte udsatte børn.

I mange kommuner omstilles til mere forebyggelse og bedre indsatser. De har set, at det virker. Men det kræver politisk vilje i kommunerne til at investere – og det kræver, at kommunerne har noget at investere af.

Derfor kommer vi ikke uden om, at der skal ressourcer til området. Tanken om at investere i det sociale arbejde med udsatte børn skal bygge på et ønske om bedre forhold og kvalitet for børnene, og ikke et ønske om at spare penge.

Med reelle investeringer i området kan kommunerne med al sandsynlighed undgå dyrere omkostninger på længere sigt. Men hvis udgangspunktet er besparelser, så virker det ikke – der findes ingen gode light-modeller.

Derfor opfordrer vi Folketinget til at give kommunerne bedre økonomiske muligheder for at investere i arbejdet med  vilkårene for udsatte børn. Og vi opfordrer kommunerne til at gribe de muligheder, der findes.

Som socialrådgivere og socialpædagoger bidrager vi meget gerne med konkrete oplevelser fra virkeligheden og bud på, hvordan vi sikrer de bedste betingelser for udsatte børn og unge i Danmark.

debat@altinget.dk