SL: Støtte er vejen til selvstændighed

Af Benny Andersen
Formand, Socialpædagogernes Landsforbund

De mennesker, der er omfattet af serviceloven er meget forskellige. 25-årige Susanne med Downs Syndrom og drøm om et job med søde kolleger. 55-årige Henning, som på grund af svær depression ofte havner på psykiatrisk afdeling og derfor har svært ved passe sit arbejde som it-konsulent. 20-årige Martin med autisme, som leder efter arbejde, hvor han kan få succes med sin matematiske kunnen og måske få venner, så han kan komme ud af sin ensomhed.

Fælles for disse tre mennesker er, at de har brug for støtte. Og nu, hvor voksenbestemmelserne revideres, er det tid til at omsætte både visioner og ambitioner til virkelighed.

Potentialet er der
Først og fremmest er det afgørende, at vi får skarpt fokus på den støtte, vi skal give til borgernes udvikling. Her er den socialpædagogiske faglighed helt central. Susanne kan ikke udvikle sig ud af sin medfødte funktionsnedsættelse, men hun kan blive støttet i selv at handle og lave mad.

Det behov har Martin ikke, men til gengæld skal han støttes i regelmæssigt at komme ned i den lokale spejderklub og sine ture med cykelklubben. De har nøjagtig de samme drømme og ønsker som de fleste af os, og dem skal vi hjælpe dem med at opfylde.

For potentialet er der. Det ser vi hver eneste dag, når vi er sammen med de borgere, vi løfter ind i fællesskaber. Men vi har brug for en lovgivning, som viser den vej og skaber rammer og vilkår, som understøtter borgernes mulighed for at opnå et meningsfuldt og selvstændigt liv.

Både rehabilitering, habilitering og selvstændighed bør være vigtige rettesnore for arbejdet, og vi ser meget gerne, at det styrkes i formålsparagraffen, så det står tindrende klart, at dét er ambitionen. Og at det er dét, vi skal arbejde efter hver eneste dag.

Vi har et ansvar
Heldigvis er der kommet mere fokus på netop de emner, og det er godt, da vi har et etisk og menneskeligt ansvar for at give borgere mulighed for at udvikle sig og blive herre i eget liv. Men desværre ser vi også, at begreberne i mange sammenhænge bliver misbrugt og brugt som påskud for at skære i støtten.

Vi ser blandt andet, at rehabilitering bliver brugt som påskud for en indsats med det formål, at borgeren på sigt skal kunne klare sig selv. Derved underkender man behovet for kompensation. Og man underkender borgere med behov for livslang støtte, der har brug for en habiliterende støtte. En støtte, der fokuserer på at vedligeholde eksisterende kompetencer, udvikle nye og samtidig støtte borgerne i et selvstændigt og meningsfuldt liv.

For at være herre i eget liv handler i første omgang om selvstændighed. Derfor bør serviceloven have det primære formål at støtte borgere i et selvstændigt liv. For nogle borgere med lettere funktionsnedsættelser handler det i høj grad om at styrke deres selvhjulpenhed.

Men for andre handler det om at få støtte til at kunne begå sig i det omgivende samfund, og det skal for andre kombineres med støtte til at tage selvstændige initiativer. Det handler ikke alene om at opnå selvhjulpenhed.

Derfor mener vi, at en revision af serviceloven skal fokusere på både rehabiltering, habilitering og selvstændighed - og på at få skrevet en definition af begreberne ind i loven.

debat@altinget.dk