Skandaler holder os til ilden

Af Anne-Dorthe Hestbæk
Afdelingschef for Børn og Familie på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI)

De seneste år har været hårrejsende, når man ser på de mange skandaler og forsidesager, som er kommet frem i lyset på børneområdet. Gang på gang har man tænkt: Nu ruller lavinen – hvad er det næste, der viser sig? Den ene sag har overgået den anden i omfanget og indholdet af omsorgssvigt og vanrøgt. Og det er ikke bare forældres vanrøgt, vi taler om. Det er også blandt de professionelle, vi finder de dårlige sager. Misbrug af offentlige midler, ligegyldighed eller utilstrækkelig indsats over for børn og unge, magtovergreb, manglende skolegang, seksuelle krænkelser mm.

Jamen, er der da ikke et ærligt menneske i den her sektor, der har idealerne på rette sted og ønsket om en høj faglighed og etik? Sidder kommunerne og snorksover, mens børn og unge voldtages, mishandles fysisk og psykisk og frister en tilværelse, vi troede, hørte til i Charles Dickens’ univers? Og hvorfor griber socialministeren ikke ind og strammer lovgivningen?

Få brodne kar overskygger
For at svare på det første: Jo, der er masser af ærlige, dygtige og hjertegode mennesker, professionelle såvel som plejeforældre af forskellig slags, der kæmper disse børns sag. Men det er selvfølgelig skandalerne, der får plads i tabloidpressen. De få brodne kar, der desværre kommer til at overskygge alt det velfungerende. De brodne kar, der kommer til at stå som et symbol på helheden og sår tvivl blandt befolkning og lovgivere, om det nu overhovedet er nødvendigt at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet.

Og nej – generelt sidder kommunerne ikke og snorksover. Sagsbehandlerne formelig storker rundt i en del af kommunerne, tynget af svære sagsbunker. Nogle steder kan man blive bedre til det tværgående samarbejde og til at håndtere underretninger om børn – måske hellere reagere en gang for meget end en gang for lidt? Mange oplever flere og flere begrænsninger i, hvad de overhovedet kan visitere børnene til for at tage hensyn til den pressede økonomi. Man kan vel nøjes med en forebyggende foranstaltning?

Kan SFI måske dokumentere, at anbringelse virker? Endnu kan vi ikke dokumentere, hvad der virker i anbringelse og for hvem. Men der er heller ikke nogen, der har ønsket at sætte forskningsmidler af til at undersøge det. Det kræver store, komplekse og langsigtede undersøgelser. Der er alt at vinde ved det. Som det er nu, må vi konstatere, at det formentlig kun lykkes at hjælpe en del af de anbragte til et fornuftigt liv sidenhen. Og mange mærkes af anbringelsen – og de livsvilkår, der forårsagede den - på lang sigt. De får et socialt problem, som følger dem hele livet i forhold til uddannelse, arbejdsmarked, helbred, økonomisk velstand mm., viser en SFI-rapport fra sidste år.

Skandaler hjælper os til at blive bedre
Men hvorfor griber socialministeren så ikke ind? - er mit sidste spørgsmål. Det enkle svar er, at det ikke nytter. I al fald ikke i forhold til de skandaler, vi har set de seneste år. Vi har langt hen ad vejen en servicelov, der er udviklet og tilpasset over mange år, og som giver gode lovmæssige rammer for det sociale arbejde med udsatte børn og unge. Hvis lovgivningen bliver skærpet betragteligt for at undgå disse skandaler, der trods alt er undtagelsen blandt de mange tusinde anbringelser på årsbasis, kan det nemt blive til gene og hæmsko for alle de aktører, der faktisk gør det godt.

Der, hvor vi blandt andet kan sætte mere ind, er bedre uddannelse/efteruddannelse til professionelle socialarbejdere og plejefamilier. Og vi kan begynde at dykke ind i den black box, som selve anbringelsesforløbet er p.t.

Hvad betyder det, når plejefamilien får supervision med henblik på at kunne håndtere konflikterne med en superutilfreds og voldsom knægt på 12 år? Hjælper det, når man giver de unge en til en-sparring med lektier? Kunne flere anbragte klare sig delvis i en almindelig kommuneskole med noget support? Kan vi blive bedre til at håndtere samarbejdet mellem anbringelsessted og forældre, så det anbragte barn ikke skal bruge krudtet på loyalitetskonflikten? Kan vi undgå akutte anbringelser og forhindre nogle af de mange sammenbrud i anbringelser? Hvad er bedst – at vokse op i en kaotisk familie med en del støtte i hjemmet eller at vokse op væk fra sin familie i mere stabile omgivelser? Der er masser at tage fat på.

Betyder det så, at vi undgår skandaler? Nej – de vil altid være der. Så længe de kun forekommer sjældent, må vi acceptere, at de er der. Og vi må bruge dem positivt: De har den funktion at få os op af stolene og udbryde: Det er for galt. På den måde sparker de til os i systemet og hjælper os til at huske, at det, vi gør for de udsatte børn, altid kan blive bedre.

debat@altinget.dk