SF: Børn skal i centrum – ikke dokumentationskrav

DEBAT: Der er ikke sket nogen sporbar forbedring af anbringelsen af børn siden 2006, skriver Trine Torp. Det er ikke godt, mener hun, og peger på områder, hvor der skal satses yderligere.

*Dette debatindlæg er ved en fejl tidligere bragt i en kladdeversion, men er nu blevet opdateret med ny tekst kl. 15.06, 30. august 2016.

Af Trine Torp
Socialordfører i SF

Lige før sommer var Social- og Indenrigsministeren ude med kritik af kommunernes sociale indsats på børne- og ungeområdet, hvor hun efterlyste større evidens i den kommunale indsats. Statsrevisorerne har i den forløbne uge rejst alvorlig kritik af ministeriet, som ifølge rapporten ikke har understøttet kommunerne tilstrækkeligt i at indfri målene i Anbringelsesreformen. Her mener de ikke at kunne se nogen særlig fremgang i arbejdet med udsatte børn siden indfasningen af reformen i 2006.

Hvis Socialministeriet og store dele af det politiske system nu reagerer som de plejer, vil der igen blive kigget ned i skuffen med de sædvanlige new public management-instrumenter og blive krævet flere registreringer og dataindsamlinger, eller sanktionering af de kommuner, der ikke lever op til Ankestyrelsens og ministeriets mange dokumentationskrav.

Bruger for meget tid på data
Problemet er bare, at de udsatte og anbragte børn ikke får det bedre af, at Ankestyrelsen og Socialministeren strammer op og straffer kommuner og socialrådgivere - samtidig med at de efterlyser flere "evidensbaserede" forløb.

Retssikkerheden for børn og forældre skal opnås ved at fokusere på det vigtigste: at handle på underretninger, sikre kvalitet i undersøgelser og handleplaner, samt sørge for kontakt med og inddragelse af barnet, den unge og de voksne, som skal drage omsorg for dem.

Allerede i dag ved vi, at socialrådgiverne bruger alt for meget af deres tid til at indrapportere data til Ankestyrelsen og Danmarks Statistik, samtidig med at vi også ved, at en bred og helhedsorienteret indsats virker.

Hvis vi skal komme denne indsats nærmere, skal der gives plads til den faglighed, der i dag er i det kommunale system hos socialrådgivere, socialpædagoger, lærere mm: It- og indrapporteringssystemer som f.eks DUBU bør forenkles, og arbejdet med børnesagerne skal kvalitetssikres ved at indføre mere tværprofessionelt og -kommunalt samarbejde.

Indsatser skal gøre en forskel
Det betyder blandt andet, at man i langt højere grad får involveret de berørte børn, deres familier og alle de relevante fagpersoner, der i dag omgiver det enkelte barn i daginstitutionen, skolen, plejefamilien/døgninstitutionen, PPR, børne- og ungepsykiatrien mm.

Med et fokus på, at indsatser reelt skal gøre en forskel for det enkelte barn, er der behov for andre veje til kontrol end rigide procedurer og indrapporteringer. Det kunne ske ved at udvikle nye evalueringsformer, der i højere grad byggede på et superviserende tilsyn og på systematisk feedback fra de berørte børn og forældre undervejs i sagsforløbet.

Det ville løfte arbejdet i børnesagerne og for så vidt også give meget mere tilfredse og dedikerede medarbejdere i det kommunale system – alt sammen til gavn for de udsatte børn og unge.

Forrige artikel KL og SIND: Fejlplacering koster liv KL og SIND: Fejlplacering koster liv Næste artikel Alternativet: De færreste handicap løses med en brændende platform Alternativet: De færreste handicap løses med en brændende platform