Selveje Danmark og Dansk Erhverv: Det er bekymrende, at lovudkastet til det nye dobbeltdiagnosetilbud ikke forpligter sektorerne

Det er vores frygt, at det helhedsorienterede blik går tabt, når det i lovudkastet til det nye dobbeltdiagnosetilbud kun bemærkes, at den kommunale og regionale indsats bør koordineres – ikke skal koordineres, skriver Signe Helena Søgaard og Anders Nyberg Olesen fra henholdsvis Selveje Danmark og Dansk Erhverv. 

9.200.

Det er antallet af mennesker med dobbeltdiagnose, som Danske Regioner, KL og regeringen er enige om, er i målgruppen for det nye integrerede, regionale dobbeltdiagnosetilbud. 

{{toplink}}

Med det nye tilbud skal det ikke længere være muligt at afvise borgerne i døren eller tabe dem mellem to stole: Den regionale psykiatri og den sociale rusmiddelbehandling. 

Selveje Danmark og Dansk Erhverv har tidligere rejst en bekymring for, at udfordringerne med behandling af mennesker med dobbeltdiagnose ikke alene løses ved at flytte ansvaret over i regionerne.

Ny ansvarsfordeling kan nemlig hurtigt skabe nye sektorudfordringer, hvis sektorerne ikke forpligtes på at koordinere og sammentænke deres indsatser fra start.

Høringsperioden for lovudkastet til det nye dobbeltdiagnosetilbud er afsluttet, og det er desværre stadig vores bekymring efter at have nærlæst udkastet.

Det tværsektorielle samarbejde skal være forpligtende 

Mennesker med dobbeltdiagnose er en særlig målgruppe. Det kan være en stor udfordring at få dem i behandling, fordi de mangler sygdomserkendelse, skammer sig over misbruget, eller der er for stor afstand til de rette tilbud.

Ligesom de kan være udfordret i forhold til at leve op til de rammer og betingelser, der er for udredning og behandling i den regionale psykiatri.

Det er derfor afgørende, at det nye dobbeltdiagnosetilbud rummer og møder dem, hvor de er.

Det betyder, at der i behandlingsindsatsen skal tages højde for ikke blot dobbeltbelastningen, men også de ofte samtidige komplekse sociale problemstillinger, som målgruppen kæmper med.

Målgruppens kompleksitet ligger nemlig ikke kun i dobbeltbelastningen, men i krydsfeltet mellem psykisk lidelse, misbrug og sociale problemstillinger som for eksempel hjemløshed.

De ikke-offentlige leverandører er på forskellig vis i kontakt med mennesker med dobbeltdiagnoser og oplever dagligt, hvordan systemet ikke formår at rumme dem, taber dem i sektorovergange, eller stiller urealistiske forventninger til deres evne til at koordinere egne sags- og behandlingsforløb.

{{toplink}}

Det er derfor bekymrende, når lovudkastet til det nye dobbeltdiagnosetilbud ikke forpligter sektorerne på samarbejde.

Vi er bekymrede for, at det helhedsorienterede blik går tabt, når det i lovudkastet kun bemærkes, at den kommunale og regionale indsats bør koordineres – ikke skal koordineres.

Blik for hele mennesket

De ikke-offentlige leverandører af alkohol- og misbrugsbehandling har oparbejdet specialiserede kompetencer inden for behandling af misbrug og psykiske lidelser i kombination.

Ligesom mange af de ikke-offentlige bosteder, herberger og væresteder har en unik viden om målgruppen og erfaring med at håndtere og rumme deres sociale problemstillinger.

Det er derfor essentielt, at deres mangeårige erfaringer inddrages i arbejdet med at udvikle retningslinjerne for indholdet i det nye regionale tilbud med et særligt fokus på det socialfaglige aspekt af behandlingen. Ligesom der bør igangsættes et arbejde med at udvikle en forløbsbeskrivelse for tilbuddets målgruppe på tværs af den kommunale og regionale sektor.

Hvis vi vil lykkes med at bringe mennesker i recovery, skal behandlingsindsatsen have blik for hele mennesket.

Målgruppen skal mødes af en helhedsorienteret og sammenhængende indsats, der udover dobbeltbelastningen også har blik for de sociale problemstillinger, målgruppen kan kæmpe med. 

{{toplink}}

Forrige artikel Marianne Stidsen og K-politiker: Efter tre år tør politikerne stadig ikke at evaluere samtykkeloven Marianne Stidsen og K-politiker: Efter tre år tør politikerne stadig ikke at evaluere samtykkeloven Næste artikel Selveje Danmark: Politikerne skal investere i udsatte børn – vi har ikke råd til at lade være Selveje Danmark: Politikerne skal investere i udsatte børn – vi har ikke råd til at lade være