Rehabilitering skal indtænkes i hjemmeplejen
DEBAT: Hvis hjemmeplejen skal tilpasses fremtidens ældre og de økonomiske vilkår, skal borgeren have mulighed for at påvirke og bevare indflydelse på eget liv, mener Vibeke Juel Blem, områdechef for Social og Sundhed i Bornholms Regionskommune
Af Vibeke Juel Blem
Områdechef for Social og Sundhed i Bornholms Regionskommune
På Bornholm er vi foran resten af Danmark på demografi. Antallet af borgere over 65 år stiger henover de kommende år fra at udgøre 23,8 procent af befolkningen til i 2024 at udgøre 32,6.
Det sker samtidig med, at det samlede antal indbyggere på Bornholm prognostisk i samme periode forventes at falde med godt 7 procent. Hertil kommer, at de socioøkonomiske vilkår er udfordret af udkantsproblematikker som for eksempel lavt uddannelsesniveau, lav indkomst og en problematisk sundhedsprofil.
Ovenstående problemstillinger er kernen i de udfordringer, det kommunale sundhedsvæsen på Bornholm står over for i de kommende år.
Rehabiliteringstanken som redskab
Det siger sig selv, at behovet for en effektiv hjemmepleje, der også leverer kvalitet i pleje- og omsorgsopgaven, vil stige proportionalt med udviklingen i antallet af ældre, der efterspørger disse ydelser.
Det siger også sig selv, under hensyntagen til den økonomiske virkelighed, at der er brug for at give plads til at tænke i nye baner, afprøve alternativer og acceptere, at ikke alt virker efter hensigten, og at ”ting tager tid”.
Et eksempel herpå er implementering af rehabiliteringstanken i hjemmeplejen. Begrebet tager sit udgangspunkt i et samarbejde mellem borger og kommune, hvor begges interesser og mål klarlægges. Daglige aktiviteter understøtter borgerens mulighed for selv at påvirke og bevare indflydelse på eget liv, og selv små successer har positiv virkning på hele borgerens liv.
Rehabiliteringsbegrebet udfordrer den almindelige organisering i en kommune. For at opnå det ønskede resultat er et tværfagligt samarbejde en nødvendighed. Der skal arbejdes på tværs af almindeligvis opdelte funktioner som hjælpemidler, genoptræning, pleje og praktisk hjælp. At nå dertil kræver en kulturændring hos både ledere og medarbejdere.
Kulturændringer komme ikke lige over en nat, men kræver en systematisk ledelsesmæssig indsats og en forandringsparathed hos medarbejderne til at ændre arbejdsgange.
Ressourcer til de svageste
Når jeg bruger netop rehabilitering som eksempel, skyldes det, at begrebet som sådan ikke er nyt. At hjælpe borgeren til selv at håndtere daglige gøremål er et grundlæggende element i sundhedsuddannelserne. Men at fokusere på aktiviteter, der understøtter borgerens personlige motivation for en tilfredsstillende hverdag, har en betydning for både de borgere og medarbejdere, der deltager, er nyt.
Over tid skulle denne ændrede holdning til, hvad vi som borgere og kommune kan forvente af hinanden, gerne betyde, at ressourcerne kan koncentreres omkring kerneopgaver hos de svageste medborgere. Selvom det endnu er præmaturt at udlede effekten af rehabilitering, spores en interesse hos borgerne for aktivt at deltage og et svagt fald i hjemmeplejens ydelser til praktisk bistand.
Hjemmeplejen, som vi kender den i dag, står over for store forandringer, hvis vi skal tilpasse produktet til fremtidens ældre og fremtidens økonomiske vilkår. Det vil betyde, at nye arbejdsgange og nye måder at samarbejde på skal sættes i spil. Pointen er, at det alene kan lykkes gennem politisk og ledelsesmæssig dedikation til forandringerne.
